Vejle Boldklub er i gang med den helt store 'turn-around' efter klubbens redning for nylig, og mandag meddelte klubben, at sportschef Mads Bro Hansen og cheftræner Tonny Hermansen ikke længere er ansat i 1. divisionsklubben.

Straks satte det gang i rygterne om deres afløsere, og BT kunne fortælle, at ledelsen har kig på de tidligere Vejle-koryfæer Brian Steen Nielsen og Johnny Mølby.

Brian Steen Nielsen ville mandag ikke afvise, at man vil komme til at se ham i et fremtidigt job som sportschef i Vejle Boldklub, og samme holdning deler den måske kommende Vejle-cheftræner Johnny Mølby.

- Vejle skal lige stille sig sammen og lave en plan for, hvordan de griber det hele an nu. Jeg kigger på opgaven, hvis de kan sælge en idé til mig, som jeg synes er vildt spændende. Hvis jeg kan være med til at gøre en forskel, så er det interessant for mig. Så kigger jeg egentlig ikke på, om det er Superliga, 1. division, eller hvad det så er, siger Johnny Mølby.

- Jeg skal kunne gøre en forskel og føle, at jeg kan udvikle mig. Det er vigtigt, at man får strikket projektet rigtigt sammen i Vejle, for så er der en del muligheder. Det viser sig også, når de kan samle så mange penge for at redde klubben. Det siger noget om det brand, Vejle Boldklub har.

- Jeg har stadig følelser for Vejle Boldklub, og jeg havde fem rigtig, rigtig gode år i min ungdom i klubben, hvor min karriere tog fart, og jeg gik fra at være ung spiller til at debutere på A-landsholdet, tilføjer han.

Johnny Mølby har stået uden job, siden han i sommer forlod AC Horsens efter kontraktudløb.