Norske John Arne Riise, der tidligere har tørnet ud på venstre back for klubber som Liverpool og Roma, kræver nu, at den norske landstræner udtager Strømsgodsets 15-årige komet Martin Ødegaard til landsholdet.

Efter lørdagens 3-1-sejr over Sandnes Ulf, hvor Ødegaard både scorede og assisterede, røg en imponeret John Arne Riise straks til tasterne på Facebook.

- Martin på landslaget ASAP (så hurtigt som muligt, red.)! Match ham med de bedste i Europa. Lad os bygge ham op, og så har vi en mulig stjerne ude i Europa om et par år. Lad os håbe, at NFF (det norske fodboldforbund, red.) kan tænke uden for boksen for en gangs skyld, skriver Riise, der er stoppet på landsholdet og i dag står uden klub, og fortsætter:

- Alder er en ingen hindring. Er du god nok, er du gammel nok. Lad os vise, at vi lærer af de bedste nationer. Dette kan blive spændende. Well done Godset.

Ødegaard selv var mere diplomatisk, da han efter kampen blev spurgt om sine landsholdmuligheder.

- Det må være op til NFF og dem, der bestemmer. Jeg spiller bare fodbold og hygger mig med det. Jeg synes, det er for tidligt at sige, om jeg er god nok. Jeg må præstere bedre over tid, siger Ødegaard til den norske avis VG.

Strømsgodset danske cheftræner, David Nielsen, maner modsat Riise til besindighed.

- Landsholdet? Først skal han lige ind på Strømsgodsets hold, siger Nielsen til VG.