Mens Daniel Aggers karriere i Liverpool ser ud til at gå på hæld, har Andreas Christensens nået en foreløbig kulmination i Chelsea. Den 18-årige forsvarsspiller er rykket permanent op i Chelseas førsteholdstrup under manager Jose Mourinho.

Andreas Christensen er i denne uge på træningslejr rundt i det europæiske kontinent med Chelseas stjerner. Søndag sad han på bænken, da superstjernerne Diego Costa og Cesc Fabregas debuterede i 2-1-sejren over slovenske NK Olimpija Ljubljana.

Med forfremmelsen til en fast plads på træningsbanen blandt profiler som John Terry, Gary Cahill og hjemvendte Didier Drogba, venter der formentlig flere bænkepladser på førsteholdet. Og hvis alt går vel, måske debut i Premier League. U21-landstræner Jess Thorup glæder sig over nyheden

- Jeg ved, at det var hans mål endnu en gang her i pre-season at komme op og træne med og forhåbentlig blive en del af førsteholdstruppen. Det er er stort og flot skridt, han har taget, siger han.

Andreas Christensen blev hentet til Chelsea som 15-årig tilbage i 2012. Blandt andre foran rivalen Manchester City. Siden er han steget i graderne på diverse ungdomshold, men det sidste skridt mod førsteholdstruppen har ventet på sig, hvorfor en lejeaftale med barndomsklubben Brøndby eller en engelsk klub har været nævnt på rygtebasis. Forsvarsspillerens far og rådgiver har således tidligere udtalt, at Andreas Christensen er klar til at tage steppet op fra ungdomsfodbold.

Det er nu taget, og dermed må det formodes, at den teknisk stærke centerstopper bliver på Stamford Bridge og fortsætter den udvikling, der har fået mange til at spå Andreas Christensen en stor karriere. Jess Thorup forventer, at dagligdagen med Chelseas superstjerner vil være yderst gavnlig.

- Det rykker rigtig meget. Vi kan jo sammenligne med Pierre-Emile i Bayern München. At træne med stjerner dagligt kan ikke andet end rykke dem.

BT har været i kontakt med Andreas Christensens far og rådgiver Sten Christensen. Han glæder sig over meddelelsen, men ønsker ikke at udtale sig om sin søns situation på nuværende tidspunkt.