KOMMENTAR

Kristoffer Jarl Kristensen havde ikke ejet et par fodboldstøvler og aldrig set en fodboldkamp, inden han satte sig i formandsstolen i Esbjerg fB. Til gengæld ved han en masse om ledelse, fortæller han til BT i dag.

De seneste måneder har han givet eksempler på, hvad det vil sige.

Han har fyret cheftræner Jonas Dal, ansat Colin Todd, fyret Colin Todd og forfremmet assistent Lars Lungi Sørensen. Han har sagt farvel til direktør Søren Poulsen* og ansat Hans-Peter Rasmussen for fire måneder senere at fyre ham igen. Han har flyttet Michael ' Mex' Pedersen fra assistenttræner til chefscout for senere at fyre ham igen.

Han har ansat Ted van Leeuwen som sportschef - en mand, der blev anbefalet af agent Jimmi Nagel, som van Leeuwen senere ansatte som chefscout i stedet for Michael ' Mex' Pedersen. Er der nogen, der stadig er med? Jeg kunne faktisk være fortsat med ledelsen i den kommercielle afdeling og medlemmerne af bestyrelsen, men lad mig bare holde her.

Kristoffer Jarl Kristensen er en ekstremt handlekraftig mand, der - som jeg har fået ham beskrevet - gerne vil Esbjerg og byens fodboldklub det bedste. Han vil også gerne anerkendes for sit virke og gør derfor heller ikke noget for at skjule det. Det er således næppe heller helt tilfældigt, at hans familievirksomhed, Viking, er trøjesponsor i klubben. Alt sammen helt fint, men jeg må erkende, at jeg her fra sidelinjen kigger på med forfærdelse.

Dels på den ansættelses- og fyringsbonanza, der lader til at være drevet af vindens retning, som en kilde sagde til mig forleden, og som sjældent er et udtryk for sundhed i en virksomhed, men som især i en fodboldklub strider direkte mod de mekanismer, der får fodboldhold til at udvikle sig. Forskellige trænere med forskellige visioner og modsatrettede ønsker om spillere til deres respektive projekter giver aldrig succes i fodbold - giv mig et eksempel, hvis nogen kan fortælle mig, at jeg tager fejl.

Dels er jeg lettere rystet over kommunikationen fra både bestyrelsesformanden og andre dele af klubbens ledelse. Ted van Leeuwens påstand om, at Ryan Laursen var umotiveret, og i dag Kristoffer Jarl Kristensens sammenligning af samme Ryan Laursen med en ' møgbelortet' Mercedes er decideret underlødig.

Det bedste Kristoffer Jarl Kristensen gør og kan gøre, er at overlade de sportslige beslutninger til andre, eftersom han blankt erkender, at han intet ved om dem. At valget faldt på Ted van Leeuwen, og at Ted van Leeuwen nu har valgt at udskifte danske spillere af en vis kvalitet med udenlandske spillere fra et niveau, jeg vil tillade mig at tvivle på, kan man så mene om, hvad man vil. Men det er dog et sportsligt betinget valg.

Nu skal vi se, om Kristoffer Jarl Kristensens egne kompetencer udi ledelse bærer frugt. Jeg håber det for Esbjergs skyld, for det er en dejlig klub med gode traditioner, et godt stadion og masser af potentiale i ungdomsrækkerne. Men lige nu er jeg alvorligt i tvivl.

*I avisen har jeg skrevet, at Søren Poulsen blev fyret. Den officielle besked er, at han selv sagde op. Derfor har jeg rettet sætningen.