Jannik Vestergaard har luftet muligheden for at stille op for Tyskland, efter han ikke blev udtaget til de kommende vigtige landskampe for Danmark. Men det er nogle yderst stærke spillere, han skal konkurrere med, hvis han vil forsøge at stille op for de tyske verdensmestre.

Verdensmestre og Champions League-vindere. Det er forsvarskonkurrenter fra allerøverste hylde, som Jannik Vestergaard skal kæmpe mod i jagten på spilletid for de tyske verdensmestre - hvis altså han vælger at satse på at blive udtaget til 'Die Mannschaft'.

Til trods for fast spilletid og personlig succes har Morten Olsen igen valgt at se bort fra den unge forsvarsspiller. Det har fået det tyske magasin Sport Bild til at lege med tanken om Jannik Vestergaard i sort og hvidt, da han også er indehaver af et tysk pas.

Og Jannik Vestergaard, der har spillet tre venskabslandskampe for Danmark, afviser bestemt ikke muligheden:

»At spille for Danmark har altid været en drengedrøm. Men der er en teoretisk chance for at spille for Tyskland. Og det kunne jeg egentlig godt forestille mig,« siger Jannik Vestergaard ifølge tyske Bild.

Det er ikke uvant med spillere med dobbeltnationalitet på det tyske landshold, som i de senere år er blevet kaldt 'multi-kulti', eftersom holdet består af en del spillere med internationale baggrunde såsom tyrkisk og polsk. Tre af de nuværende centrale tyske forsvarsspillere på landsholdet har også stået i samme situation som Jannik Vestergaard. De har kunnet vælge mellem flere landshold, men har valgt det tyske.

Hvis Jannik Vestergaard skal stille op for Tyskland, er der dog en del klassespillere, han skal kæmpe mod om pladsen. Herunder er de otte nuværende konkurrenter i det centrale forsvar, hvis danskeren vælger at forsøge at stille op for landstræner Joachim Löws verdensmestre:

Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Jerome Boateng, 27 år, 52 landskampe (Bayern München)
Den stærke midterforsvarer behøver nærmest ingen præsentation. Han er stensikker starter for Tyskland og også den mest erfarne spiller på pladsen med 52 landskampe og et hav af Bundesliga-kampe for Bayern. En sjov detalje er, at Jerome Boateng og broderen Kevin-Prince Boateng begge kunne vælge mellem det tyske og ghanesiske landshold. Hvor broderen stiller op for Ghana, valgte Jerome Boateng i stedet at spille for Tyskland.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Mats Hummels, 26 år, 39 landskampe (Borussia Dortmund)
Dortmund-anføreren er også sikker mand for Tyskland i stærkeste opstilling. Har måttet melde afbud til landsholdet en del gange med skader, siden han var med til at løfte VM-trofæet i Brasilien sidste år. Af samme grund var han ikke med i Tysklands seneste to kampe.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Benedikt Höwedes, 27 år, 32 landskampe (Schalke 04)
Schalke-forsvareren spillede samtlige minutter for Tyskland under VM-triumfen i Brasilien sidste år. Siden er han gledet ud af startopstillingen og har blot spillet en enkelt EM-kvalifikationskamp for tyskerne. Var ligesom Mats Hummels skadet i de to seneste landskampe.

Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV
Vis mere

Shkodran Mustafi, 23 år, 8 landskampe (Valencia)
Den tyskfødte Mustafi har været igennem en lignende situation som Jannik Vestergaard, da han har albanske rødder. Derfor ville han oprindeligt stille op for det albanske landshold og kunne dermed have været med imod Danmark i Parken på fredag. Landstræner Joachim Löw var dog hurtig til at sikre sig forsvarsspilleren til fordel for det tyske landshold, da han udtog ham kort før VM sidste år.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Antonio Rüdiger, 22 år, 6 landskampe (AS Roma)
Netop skiftet til Roma fra Stuttgart på lejeaftale, hvor det på grund af en skade endnu ikke er blevet til spilletid for tyskeren. Ligesom Jannik Vestergaard kunne han også have valgt at spille for et andet land, da moderen er fra Sierra Leone. De spekulationer fik en ende, da Rüdiger spillede med i Tysklands EM-kvalifikationskamp mod Polen i 2014.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Matthias Ginter, 21 år, 5 landskampe (Borussia Dortmund)
Siden debuten i marts sidste år er det blot blevet til to hele landskampe. Har i år været udtaget til det tyske U/21-landshold, og deltog i  U/21 EM i Tjekkiet, hvor han blandt andet scorede mod Danmark i Tysklands 3-0 sejr. Han var i øvrigt udtaget til VM i Brasilien som yngste mand i den tyske trup men fik ingen minutter på banen undervejs.

Foto: PATRIK STOLLARZ
Vis mere

Holger Badstuber, 26 år, 31 landskampe (Bayern München)
Har været en del skadet de seneste sæsoner, og udover 45 minutter i en venskabskamp mod Australien i marts i år, ligger den sidste landskamp tilbage i 2012. Med sine 31 landskampe og deltagelse ved både VM og EM er Badstuber en erfaren herre. Han er på nuværende tidspunkt på vej tilbage fra endnu en skade.

Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

Robin Knoche, 23 år, 0 landskampe (Wolfsburg)
Nicklas Bendtners klubkammerat var ligesom Matthias Ginter også med ved U21-EM i Tjekkiet i sommer. Her fik han dog blot 90 minutter under turneringen i åbningskampen mod Serbien. På det tyske landshold har han kun været udtaget en enkelt gang til en venskabskamp mod Spanien i slutningen af sidste år.

Jannik Vestergaards næste mulighed for udtagelse til landsholdet er til Danmarks kampe mod Portugal og Frankrig i oktober. Eller Tysklands kampe mod Irland og Georgien ligeledes i oktober.