Med et langskudsmål før pausen banede Ján Gregus vej for FCK's sejr i pokalsemifinalen over Vendsyssel FF.

FC København er for fjerde sæson i træk en af deltagerne i pokalfinalen.

Torsdag aften sikrede københavnerne sig finalebilletten med en 2-0-sejr i Hjørring over Vendsyssel FF.

Midtbanespilleren Ján Gregus har gjort sig uheldigt bemærket med to udvisninger i europæisk fodbold i denne sæson, men torsdag viste han sig fra sin gode side med matchvindermålet på langskud i første halvleg.

I anden halvleg cementerede Kasper Kusk sejren foran 5281 tilskuere.

Sejren var fortjent nok, selv om Vendsyssel åbnede opgøret bedst.

Hjemmeholdet fik kampens første store mulighed, da brasilianeren Tiago de Leonco blev sendt i dybden. Hans afslutning fra en spids vinkel endte med at blive reddet til hjørnespark af Stephan Andersen.

Vendsyssel viste, at holdet sagtens kunne matche københavnerne i langt de fleste facetter af spillet.

Jan Gregus sparkede FC København videre i pokalturneringen.
Jan Gregus sparkede FC København videre i pokalturneringen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Derfor var det en våd klud i ansigtet på nordjyderne, da Ján Gregus via to stolper sparkede FCK på 1-0 efter 20 minutter med en afslutning uden for feltet.

Hjemmeholdet blev ved med at kæmpe mod den forventede overmagt, men skabte kun små muligheder for en udligning før pausen.

I første halvlegs overtid var Andreas Cornelius nær at gøre det til 2-0 efter et hjørnespark, men bolden blev reddet på stregen.

FCK satte sig bedre på kampen i anden halvleg, men foran 1-0 lå en lille pokaloverraskelse stadig og lurede.

Nordjydernes spinkle håb forsvandt i løbet af tre minutter.

Først fik Bjarke Jacobsen direkte rødt kort for stempling af Benjamin Verbic efter 70 minutter, og regningen kom tre minutter senere.

Her gjorde Kasper Kusk det med et fladt spark til 2-0, og så var kampen lukket.

På vej til Pokalfinalen har FCK besejret Jammerbugt FC, B93, AGF og altså Vendsyssel. Finalemodstanderen bliver enten FC Midtjylland eller Brøndby. De to hold mødes torsdag i næste uge på MCH Arena.

/ritzau/