Kommentar

Det er tid til "the blame game". Hvem har skylden for, at dansk fodbold står tilbage med to hold i Europa League ud af fem mulige - hvoraf de to endda havde chancen for at spille sig i Champions League?

Ståle Solbakken har nogle gode pointer i det interview, BT bringer i dag. For ja, det har i høj grad været FC Københavns fortjeneste, at danske klubber har haft lettere ved at spille sig i de to europæiske turneringer de seneste sæsoner. Det betyder ikke, at det udelukkende er den københavnske storklub, der har leveret de nødvendige point, men man er kraftigt overrepræsenteret i statistikkerne. Så langt, så godt.

Selvfølgelig, fristes man til at sige. Også selv om det er, hvad Ståle Solbakken netop opponerer imod: at det bliver betragtet som en naturlov, at FC København skovler de point hjem, som de andre klubber så kan nyde godt af, fordi vejen til de europæiske kampe bliver kortere.

Så det her handler ikke om, hvor stor fiaskoen FC København oplevede mod Leverkusen var. Det er for så vidt underordnet. Det havde været en rendyrket sensation, hvis Superligaens toer skulle være i stand til at sende Bundesligaens firer ud over to kampe.

Næ, det handler i første omgang om, at FCK i Ståle Solbakkens optik afkræves mere end tilfældet er hos de andre danske topklubber. Og her må man bare sige, at økonomisk formåen er en faktor. Endog en stor en. FC København havde i de første seks måneder af 2014 et lønbudget på omkring 60 mio. kr. Det er ikke udelukkende spillerlønninger, men det er et budget, de fleste andre kun kan drømme om. Brøndby havde 50 mio. kr. sat af til lønposten i årets første halvår (en markant forhøjelse på over 25 pct i forhold til sidste år), men ser man på, hvad de danske mestre fra AaB havde at gøre godt med, så lander man på maksimalt en tredjedel - eller hvad der svarer til omkring 40 mio. kr. - på årsbasis. Tallene er ikke helt retvisende, for det er ikke muligt at isolere den rene spillerlønningspost i regnskaberne, men giver dog en indikation af, hvad den økonomiske formåen er. Den del er væsentlig, for et hav af undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem penge og resultater. En sammenhæng, der bliver stadig mere tydelig over tid og som, med tanke på FC Københavns ønske om at øge lønpuljen i klubben med 30 pct over de kommende tre år, bør blive stadig mere tydelig.

Det er et tveægget sværd. Vi kan sidde og forbande, at AaB ryger ud til et cypriotisk hold uden at forstærke sig af betydning. Men på samme tid forventes det også, at der er økonomisk mådehold og orden, hvis investorer skal betragte klubber som troværdige partnere.

Så set i det lys stilles der større krav til FC København. De har en sundere, større og bedre forretning end konkurrenterne - og det fortjener de ros for - og dermed også en bedre mulighed for at lade den forskel i økonomisk formåen afspejle sig i stadig bedre sportslige resultater.

Hvad så med de andre klubber - har de leveret varen? Det brutale svar er nej. Esbjerg var gode sidste år i Europa League, men forlod den internationale scene i sommer inden tæppet nærmest var gået. Brøndby var langt efter Club Brügge og det samme gjaldt FC Midtjylland i kampene mod Panathinaikos. Tilbage er AaB og FC København, der er med i Europa League. At FCK befinder sig der, er vel ok, selvom det tyske los var hårdere og mere brutalt end et Jean-Claude van Damme-cirkelspark i hans velmagtsdage.

FC København er dansk fodbolds flagskib. Det er den klub, der sætter den europæiske overligger for danske klubber qua de resultater, man har leveret i de seneste år. Det ved Ståle Solbakken, men det hjælper ikke ret meget i et "blame game". Og han har ret i, at den mest voldsomme underpræstation i de senere år ikke findes i hovedstaden, men på den københavnske vestegn.