Bundesligaen blev skudt i gang efter en kort vinterpause, da Bayern München ude besejrede Freiburg.

Der var omkring otte minusgrader i Freiburg fredag aften, men det var Robert Lewandowski ligeglad med.

Da Bundesligaen efter en kort vinterpause blev sparket i gang, var det med den polske angriber i hopla.

Robert Lewandowski scorede begge gæsternes mål, hvor specielt den sidste scoring til slutresultatet 2-1 var i absolut topklasse.

Kampen var inde i overtiden, da Franck Ribery sendte en bold ind i Freiburgs felt.

Her var Lewandowski markeret, men han formåede at tæmme den med kroppen, vippe til den en enkelt gang med foden og derefter udplacere Freiburg-keeper Alexander Schwolow.

Dermed havde opgøret, der længe lignede uafgjort, fået en vinder, og Bayern München topper nu Bundesligaen med 42 point, mens RB Leipzig for en kamp færre har 36 point på andenpladsen.

Freiburg kom ellers flyvende fra start i kulden på Schwarzwald Stadion, og hjemmeholdet skulle blot bruge fire minutter på at komme foran 1-0 mod det gæstende favorithold.

Vincenzo Grifo fandt fornemt Janik Haberer, som afsluttede fladt og yderligt og udspillede Bayern-keeper Manuel Neuer.

Senest Bayern München gæstede Freiburg i ligaen var i maj 2015, da Josep Guardiola styrede tropperne, og dengang tabte Bayern München 1-2.

Gæsterne lagde sløvt ud mod det optimistiske hjemmehold, der også var godt organiseret.

Bayern spillede sig dog ind i opgøret og satte sig mere og mere på begivenhederne uden dog at være i stand til at skabe en chance i den første halve time.

Bayerns første chance var til gengæld stor efter 34 minutter, da Robert Lewandowski via en modspiller hamrede bolden over mål fra tæt hold.

Polakken forstod dog at udnytte det efterfølgende hjørnespark, da han med en førstegangsberøring dirigerede bolden i mål til 1-1.

Anden halvleg bød ikke på flere scoringer i den ordinære spilletid, før Lewandowski lavede sit stunt inde i overtiden, og dermed skød 2017 i gang for topholdet på bedste vis.

/ritzau/