KØB PLUS!

Irriteret Poulsen: Mourinho roste mig jo

Christian Poulsen er trådt direkte ind som nøglespiller i Ajax - men ærgrer sig over den manglende anerkendelse i hjemlandet

Han ved selv, at det er en hvepserede, han stikker hånden ned i.

Han er klar over risikoen for, at hans ord bliver misforstået og drejet, så han fremstår som en tudeprins. Men Christian Poulsen har noget på hjerte, og det afføder respekt, at han tør at stå frem med sine meninger i stedet for at lægge sig ned og lade sig trampe på.

Den tidligere landsholdsanfører er frustreret, og en form for irritation er blusset op de seneste dage.

Vi skal et par dage tilbage for at finde årsagen. Tirsdag aften stillede Real Madrids træner José Mourinho op til det obligatoriske pressemøde i Amsterdam dagen før onsdagens Champions League-kamp mod Ajax. Mourinho svarede på pressemødet kun på tre spørgsmål, og på det ene spørgsmål begyndte Real Madrid-træneren uopfordret at tale om Christian Poulsen.

- Det bliver sværere at møde Ajax i denne sæson. Frank de Boer har haft et år mere at køre holdet ind i hans filosofi fra sidste sæson, hvor vi mødte dem. De har mistet nogle vigtige spillere, men de har fået andre ind. En spiller som Poulsen er ingen typisk Ajax-spiller, men han er en vigtig spiller for balancen på holdet.

Sådan er Mourinho ordret citeret på UEFAs båndudskrift. Christian Poulsen stod der selv i presserummet, og blev stolt over, at en af verdens største trænere nævnte ham i en analyse af Ajax-holdet. Så overraskelsen var stor, da Christian Poulsen onsdag på kampdagen kunne se Mourinhos ord blive udlagt som negative i størsteparten af danske netmedier og aviser.

- Jeg stod der i presserummet og tænkte, hold da kæft, Mourinho bruger tid på mig. Tak skal du have. Og så ser jeg efterfølgende, at historien bliver vendt til noget negativt, og at jeg slet ikke passer ind i Ajax.

Så må jeg indrømme, at man ikke kan undgå at blive lidt påvirket og tænke lidt over, hvordan det, jeg opfattede som ros fra en af verdens mest profilerede træner, endte med at være kritik, siger Christian Poulsen.

En simpel Google-søgning på ordene Mourinho, Poulsen, Ajax bakker op om Christian Poulsens påstand.

’Mourinho: Poulsen ødelægger Ajax-stil’.

’Mourinho: Poulsen passer ikke ind i Ajax-stil’.

’Mourinho undrer sig over Poulsen-køb’.

Kun Onside har en artikel med overskriften ’Mourinho roser køb af Poulsen’.

Christian Poulsen har overvejet, om det overhovedet er værd at tage hul på debatten, men føler også, at han er i sin ret til at tage til genmæle.

- Det er da en del af gamet, det ved jeg godt. Men det irriterer mig alligevel. Det er lidt som om, at det sælger bedre med en sviner af Poulsen. At det er en god historie at vinkle negativt på mig. Jeg er helt med på, at jeg så ikke spiller nogen særlig god kamp mod Real Madrid, men det bliver alligevel lidt selvforstærkende, at det så er mig, som vores træner Frank de Boer bliver bedt om at forholde sig til, mener Poulsen.

- Mange vil sikkert sige, at jeg står og tuder, og jeg bare kan lade være med at læse, hvad medierne skriver. Men jeg accepterer kritikken, når den er på sin plads. Så synes jeg bare, at når det går godt på banen, så skal det helst også afspejle det i medierne.

Det ærgrer ham i den grad også, at han så ikke bare svarede igen på de negative historier med en brandkamp mod Real Madrid.

- Jeg er da ekstra ærgerlig over, hvordan kampen forløber, for jeg havde da allerhelst bare spillet en rigtig god kamp. Men vi ramte ikke vores niveau i den kamp, og jeg føler også lidt selv, at jeg blev skiftet ud, fordi jeg spillede min sjette kamp på 18 dage, forklarer Christian Poulsen.

Real Madrid-kampen er en plet på den prangende start, Christian Poulsen ellers har fået i den hollandske mesterklub. I den hollandske presse er de rosende ord væltet ned over midtbanespilleren, og Ajax-træner Frank de Boer har også erklæret sig yderst tilfreds med sin nye danske profil. Poulsen har spillet fra start hver tredje-fjerde dag i et hektisk program og har allerede etableret sig som en nøglespiller på Ajax-holdet.

- Hvis jeg ikke passede ind på Ajax-holdet, så havde jeg nok ikke spillet så mange kampe, siger Poulsen med et stænk af ironi og har overskud til at grine af det.

Efter en række turbulente år i Juventus og Liverpool, hvor Christian Poulsen mest sad på bænken, føler han, at han er ved at nå sit topniveau igen.

Sidste sæson i franske Evian hjalp ham på benene igen, men i Ajax føler han sig som forvandlet.

- Jeg er utrolig motiveret. Det har været fantastisk at komme til en klub som Ajax, hvor man dominerer spillet og er i boldbesiddelse. Det er lidt sjovere end at løbe efter bolden, som jeg jo nok gjorde mest i Evian. Det gav mig en masse ting at være i Evian, men jeg føler mig virkelig på toppen igen her i Ajax, forklarer Poulsen.

- Det er fantastisk at spille Champions League og spille for 50.000 på hjemmebanen hver eneste gang. Det er motiverende at være med til at kæmpe om titler og spille på den helt store scene igen.

Selv om det danske landshold med Niki Zimling ude med en skade måske godt kunne have brugt Christian Poulsen til de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Bulgarien og Italien, så er Poulsen rigtig godt tilpas med beslutningen om et landsholdsstop.

- Det er som om, at det har givet mig et helt andet overskud at træffe den beslutning. Når der nu kommer landsholdspause fra klubfodbolden, så bliver det pludselig et tiltrængt afbræk for mig. Landsholdet vil altid betyde utrolig meget for mig, men jeg er glad for, at jeg nu bare kan fokusere på Ajax, og det har også givet mig ekstra energi, siger Christian Poulsen.

Han erkender, at Ajax-kontrakten meget vel kan være hans sidste, og det giver ham også ekstra motivation.

- Jeg har det lidt sådan, at jeg er 32 år nu, og jeg skal bare nyde de sidste år af fodbolden. Jeg giver den bare gas nu og giver alt, hvad jeg har i mig. Jeg er ikke 25 år mere, og der venter ikke otte sæsoner mere forude. Det er som om, at det er blevet lettere at overskue tingene, og det gør, at jeg nyder hver dag i fodbolden endnu mere nu. Det kan være min sidste kontrakt, forklarer den tidligere Sevilla-stjerne.

Ajax blev Christian Poulsens syvende klub i sin professionelle karriere, der har været på gennemfart i seks forskellige lande. Derfor var det også med en vis bekymring, at Christian Poulsen og frue Julie Marie rykkede deres tre børn op med rødderne igen. Men familien Poulsen er straks faldet til i Amsterdam, hvilket også har været med til at gøre vejen til succes på banen kortere.

- Amsterdam minder jo utrolig meget om København. Og allerede dengang jeg spillede i Schalke, tog min kone og jeg ofte ture til Amsterdam. Så vi kender byen godt, og vi er faldet til med det samme. Børnene er hurtigt kommet i en god britisk skole, og min kone har også fået tid til at lave ting. Det hele hænger bare rigtig godt sammen, og vi er utrolig glade for at være her, fortæller Poulsen.

Han er klubbens sjette dansker i Ajax, og selv om det er hyggeligt med en danskerkoloni, så handler det i bund og grund om at præstere på banen.

- Man skal jo huske på ikke at tale alt for meget dansk, når vi er så mange danskere i omklædningsrummet. Det er rigtig fint med så mange danskere, og jeg kender jo en del af dem fra landsholdet. Det er da et plus, at vi er så mange. Men når alt kommer til alt, så handler det jo om fodbold og om at spille, og så er det jo lidt lige meget, om man er dansk eller ej, slutter Christian Poulsen.

Læs også: