Ifølge Montpellier-præsident Louis Nicollin er den franske klub blevet enig med Inter om et salg af offensiv-spilleren Younes Belhanda

Den marokkanske kreatør Younes Belhanda kan meget vel blive Wesley Sneijders afløser i italienske Inter.

Montpellier-spilleren var ellers nået langt i forhandlingerne med tyrkiske Fenerbahce, men ifølge franskmændenes præsident Louis Nicollin bliver det Inter, der løber med den eftertragtede, offensive marokkaner.

- Vi er blevet enige med Inter om en transfer på 14 millioner euro. Fenerbahce ville ikke betale mere end otte millioner euro. Derfor har jeg valgt at acceptere Inters bud i stedet. Alle spillere har sin pris, og otte millioner euro er ikke nok for Belhanda, siger Nicollin til AMKSpor.

Den 22-årige offensiv-spiller var en af nøglespillerne på det Montpellier-hold, der i sidste sæson sensationelt blev franske mestre. Han har indtil videre nettet seks gange i Ligue 1, men de forsvarende mestre har ikke Belhandas kvaliteter til rådighed i øjeblikket. Han er således med for Marokko under Africa Cup of Nations.

tipsbladet.dk