Fuld skrue. Danmark spiller ud med hele kavaleriet søndag mod Frankrig. Franskmændene er simpelthen for gode til at lade være, lyder den klokkeklare advarsel fra landstræner Morten Olsen.

Morten Olsen har altid været en mand med et budskab. Også efter den modvind landsholdet har været udsat på fodboldbanen i den seneste tid. Vanen tro havde Olsen en del ting med på blokken. Ved presseseancen før testkampen mod Frankrig tog Olsen ordet med en klar agenda.

Nederlaget mod Portugal torsdag blev gennemgået punktligt af landstræneren. Han forsvarede sine unge spillere ved at påpege, at selvom de er talentfulde, vil der være udsving. Og så indrømmede han det, som de fleste har skudt på i de seneste tre landskampe, hvor det er blevet til lige præcis ingen scoringer.

Landsholdet skal simpelthen blive bedre til at score på de chancer, det får. Men det betyder ikke, at Olsen ryster posen mod franskmændene.

»Det er trods alt ikke hvem som helst, vi spiller imod. Det er danskernes hold, så vi kan ikke tillade os at teste alt for meget mod et fransk hold, der er et af de stærkeste hold i Europa. Så man skal ikke forvente fem udskiftninger,« siger Olsen, der er meget konkret omkring, hvad landsholdet skal bruge kampen til.

»Vi skal øve os på vores kombinationsspil, vores opspil, vores omstilingsspil og vores afslutningsspil. Det er vist alt, der er i fodbold,« siger landstræneren med et slet skjult smil.

Frankrig kommer til Parken med et hold i absolut verdensklasse, og det franske landshold er blandt Olsens favoritter til at vinde EM-trofæet på hjemmebane næste sommer. Danmark skal derfor nå et niveau, der ligger noget højere, end sidst de spillede i Parken, hvor Albanien fik 0-0 med hjem.

Olsen ser dagens fodboldverden delt op i to landsholdskategorier. Der er hold som Albanien, der er blevet bedre til at organisere sig og er svære at komme igennem. Og så er der hold som Frankrig.

»De har nogle kanon store kvaliteter fysisk og teknisk. De har handlingshurtige angribere og fantastiske forsvarsspillere. De spiller mere åbent, og der skal vi kunne holde imod og selv komme til vores eget spil. Det handler jo ikke kun om, at vi skal blive bedre mod Albanien inde i boksen, vi skal også blive bedre i spillet i al almindelighed. Og jeg ved, vi kan spille. Det var også grunden til, at vi sagde, vi skulle ud og udfordre portugiserne. Men skal et dansk landshold fungere helt optimalt, skal 10 ud af 11 spillere nå et rigtig højt niveau mod Frankrig,« lyder Olsens opskrift.