En dag skal han sætte sig på tronen som konge af England. Men lørdag aften vil prins William i stedet indtage sin plads på Wembley for at heppe på sit favorithold, Aston Villa, der møder Arsenal i FA Cup-finalen.

Hertugen af Cambridge, som prinsens officielle titel lyder, fortæller om, hvordan han besluttede sig for at blive Villa-fan. Det var nemlig lidt af en tilfældighed snarere end et lokalt tilhørsforhold, der gjorde, at prins William besluttede sig for at elske Birmingham-holdet:

»Jeg kiggede lidt efter hvilken klub, som jeg skulle holde med, og alle mine venner i skolen var enten Manchester United- eller Chelsea-fans. Jeg havde ikke lyst til at holde med det samme hold som alle andre, jeg ville hellere have et midterhold, som kunne give mig nogle følelsesmæssige rutschebaneture. For at være helt ærlig, når jeg nu ser tilbage, så var det en dårlig ide... jeg kunne have fået en noget behageligere tid,« fortæller prinsen til BBC forud for årets pokalfinale, som han er temmelig ængstelig for.

«Jeg er nervøs, jeg er skræmt,« erkender prinsen, der kan se frem til at skulle uddele pokalen til det vindende hold, som han uden tvivl håber på, bliver Aston Villa fremfor favoritterne fra Arsenal.