Landsholdet rutinerede højreback har svært ved at forstå, hvordan Nicklas Bendtner kan forvandle sig fra sløjt spillende under træning til en stjerne i kamp.

Med to vanvittigt flotte scoringer på hovedstød var Nicklas Bendtner fredag aften tæt på at sikre Danmark en sejr over Italien i Parken. Sådan skulle det som bekendt ikke gå, men her bagefter undrer flere sig vel over, hvordan pokker Bendtner igen kunne transformere sig til en helt, når han så længe har været skurk.

Samme fornemmelse kunne det virke som om, de også går rundt med blandt holdkammeraterne i landsholdslejren.

- Det var jo ikke fordi han har haglet dem ind til træning, men når det gælder, og der kommer lidt krig på kniven, så kan han. Det er klasse, siger Lars Jacobsen, der som forsvarsspiller er vant til at skulle dække op på den slags afleveringer, som Nicklas Bendtner i sidste ende fik scoret på i Parken.

- Den måde han afviser sin modstander på og header dem ind, det er jeg meget imponeret af. Det var to svære bolde at heade ind. Han er langt fra i topform, men han har en X-faktor i feltet og en højde og drøjde. Hans to mål var klasse, det må vi erkende, siger Lars Jacobsen.