Zlatan Ibrahimovic var Liga Cup-finalens stjerne, og svenskeren vil bare fortsætte med at vinde trofæer.

London. Ingen over og ingen ved siden af Zlatan Ibrahimovic i Manchester United i denne sæson.

Svenskeren stjal atter billedet, da han søndag med to scoringer sikrede United endnu et trofæ til pokalskabet.

I Liga Cup-finalen på Wembley vandt United 3-2 over Southampton i et dramatisk og tempofyldt opgør, hvor svenskeren først bragte United foran 1-0 i første halvleg på et direkte frispark.

 
Sådan ser det ud, når man lige har vundet EFL Cuppen.
Vis mere

Siden sikrede den 35-årige stjernespiller titlen, da han kort før tid headede 3-2-sejren hjem.

Alt gik derfor efter planen ifølge Ibrahimovic, der helt naturligt blev kåret som finalens bedste spiller.

»Det er en holdindsats. Det er det, jeg kom for. Jeg kom for at vinde, og jeg vandt. Jeg må fortsætte, for jo mere jeg vinder, jo mere tilfreds bliver jeg.«

 
Zlatan Ibrahimovic har skrevet endnu et kapitel om hans allerede legendariske karriere.
Vis mere

»Man sætter mere pris på at vinde, jo ældre man bliver. Det handler kun om at vinde og samle trofæer. Dette er mit 32. trofæ.«

»Uanset, hvor jeg har været, så har jeg vundet,« siger Zlatan Ibrahimovic ifølge Sky Sports.

Med sine to scoringer har svenskeren leveret 26 mål i alle turneringer i sin første sæson i Manchester United, der har vundet Liga Cuppen i engelsk fodbold fem gange med søndagens finalesejr.

 

Det kommer dog ikke bag på Zlatan Ibrahimovic, at han har fået succes med det samme hos United.

»Nej, nej. Det er, hvad jeg forudsagde, og alt hvad jeg troede, der ville ske. Det eneste er, at andre ikke så det (på forhånd, red.).«

»Jeg kom her for at vise dem, hvad jeg så, og hvad jeg ville gøre.«

 

»Ifølge mange kunne jeg åbenbart ikke gøre det, men jeg fortsætter og gør, hvad jeg gør hvert år,« siger Ibrahimovic.

Danske Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken for Southampton i hele opgøret, hvor Manolo Gabbiadini blev profilen.

Først fik italieneren ukorrekt annulleret en scoring for offside.

Den kunne have bragt Southampton foran 1-0, men senere reducerede den tidligere Napoli-spiller til 1-2 kort før pausen, og han udlignede til 2-2 kort efter pausen.