De to tidligere danske topangribere Søren Larsen og Rajko Lekic har begge succes med at tilbyde fokuseret angrebstræning

Debatten lever i bedste velgående. Hvorfor er det danske landshold så afhængige af Nicklas Bendtner?

Hvorfor skaber dansk fodbold ikke nok topangribere? Hvorfor flopper de få danske angribere, der ryger til de store udenlandske ligaer senest med Andreas Cornelius, Nicklas Helenius og Simon Makienok?

Det er oplagt at stille spørgsmål, om angrebstræningen prioriteres godt nok blandt de danske fodboldklubber, og om unge talentfulde angribere bliver forberedt godt nok til topniveau. Svaret er nej, hvis man spørger de to tidligere landsholdsangribere Søren Larsen og Rajko Lekic.

Begge har tydeligvis fundet et hul i markedet ved at starte deres egen selvstændige virksomheder op, som tilbyder fokuseret angrebstræning både til unge og etablerede spillere.

»I et land som Schweiz skal alle klubber have en angrebstræner for at få licens til at spille i de bedste rækker. Jeg forstår slet ikke, at det ikke er tilfældet i Danmark. Det er påkrævet i Danmark at have en målmandstræner, men man vinder ligesom kampene ved at score mål og ikke bare ved at holde nullet. Jeg synes, at angriberne bliver nedprioriteret i dansk fodbold,« siger Rajko Lekic, der spillede for klubber som Silkeborg, OB, Esbjerg og spanske Xerez.

Den tidligere landsholdsbomber Søren Larsen mener, det er et spørgsmål om økonomi for klubberne.

»Jeg synes egentlig, at klubberne er fint nok opmærksomme på, hvad kontinuerligt angrebstræning kan gøre for en angriber. Men i sidste ende handler det nok om økonomi, og der bliver angrebstræningen stort set altid nedprioriteret. Det er synd. En angrebstræner er mindst lige så vigtig som målmandstræneren,« siger Søren Larsen med fortid i klubber som Brøndby, Schalke, Toulouse, Feyenoord og AGF.

Både Rajko Lekic og Søren Larsen indstillede deres karrierer tidligere på året, og de har lynhurtigt fundet et hul i markedet for en masse unge angribere, der ikke kan udvikle sig nok i deres egne klubber og ønsker mere specifik angrebstræning.

»De her unge spillere har kæmpe drømme og store ambitioner, men mangler muligheder for at få specifik træning. Det er en af årsagerne til, at så mange kæmpe talenter går til spilde i dansk fodbold, og det er ærgerligt, siger Rajko Lekic.

Den tidligere Silkeborg-topscorer har endda investeret i en boldmaskine, som kun FCN bruger i Danmark, og som de største klubber i verden benytter sig af.

»Hvis jeg vil det her seriøst, så er jeg også nødt til at investere i nogle ting. Den her boldmaskine fra BTM er ganske enkelt genial. Forleden havde jeg en U15 spiller fra AB ude, som godt ville øve hovedspil til hjørnespark. Han fik 30 bolde fra maskinen, som gav ham alle mulige forskellige afslutningsmuligheder. Det er sådan noget, som der mangler selv i Superliga-klubberne,« lyder det fra Rajko Lekic.

Søren Larsen har også fokus på mange afslutninger, når han har spillere ude til angrebstræning.

»Man har ikke under 100 afslutninger på en træning hos Torjäger. Men det er ikke kun det, jeg tilbyder. Jeg sørger for, at alle forhold er optimalt udnyttet. Det nytter ikke noget at være en dygtig angriber, hvis man spiser eller træner forkert,« lyder det fra Søren Larsen, der gerne vil tilknyttes en professionel klub på et tidspunkt.

Rajko Lekic målakademi

http://rajkolekic.dk/

Søren Larsen Torjäger

http://www.soerenlarsen.com/