Der er ingen problemer med hverken Simon Makienok eller konen Ibi Makienok i Italienske Palermo. Det skriver den danske tv-værtinde via sin Twitter-konto.

Det var ellers lige den omvendte virkelighed, som Palermo-præsident Maurizio Zamparini fortalte om til et italiensk medie tidligere onsdag.

Her er Zamparini citeret for sige, at Simon Makienok og hustru Ibi Makienok formentlig forlader Italien i januars transfervindue, fordi de ikke nyder livet i det italienske.

- Jeg er ked af det, for han er en god spiller, men han har ikke været i stand til at falde til, ligesom hans kone også har haft problemer med at falde til, siger Maurizio Zamparini ifølge LiveSicilia.

Men den udlægning passer slet ikke. Det både skriver og viser Ibi Makienok på en forholdsvis kæk måde via sin Twitter-profil.

- Kære Mr. President. Der er intet galt med Simons ben. Eller vores kærlighed. Som du kan se - er alt okay. Forza.

24-årige Simon Makienok har indtil nu ikke haft den store sportslige succes, siden hans sommerskifte fra Brøndby til Palermo i Serie A. Her har angriberen foreløbig kun fået fire kampe som indskifter.

Han blev kort for afrejsen til Italien gift med Ibi Makienok (tidl. Støving, red.), som er kendt fra flere tv-programmer på dansk fjernsyn.