Straks kampprogrammet ligger fast, kaster alle managers i Premier League sig over det. Hurtigst muligt skal de analysere, hvordan deres jule- og nytårsprogram ser ud. Det er her, det afgøres, om der venter gaver eller rædsler forude. Den tidligere Manchester United-manager Alex Ferguson erkendte vigtigheden af programmet og gjorde det til sit speciale at toppe netop nu.

I denne weekend spilles 19. runde i Premier League, og når søndag er blevet til mandag, kan tre mandskaber meget vel været stukket af i toppen. Arsenal, Chelsea og Manchester City har ihvertfald bragt sig selv i en gunstig position. Lettest ser det ud for sidstnævnte.

Manchester City får besøg af Crystal Palace, og det kan næsten ikke ende med andet end sejr til hjemmeholdet. For selvom oprykkerne fra London langsomt er ved at bringe sig på rette spor efter deres manager-skifte, så har Manchester City endnu ikke tabt på Etihad Stadium og holder en imponerede målscorer hjemme på 37-6 for bare ni kampe.

- Vi må se, hvad der sker, men vi er kun halvvejs igennem sæsonen. Som jeg hele tiden har sagt, så tror jeg, at det bliver meget tæt mellem fem eller seks hold i kampen om mesterskabet, siger Manchester City's chilenske manager, Manuel Pellegrini til klubbens hjemmeside.

Det øjeblikkelige førerhold i Premier League, Arsenal, kommer på en noget vanskeligere opgave end konkurrenter fra Manchester. Arsenal skal en tur nordpå søndag til en kamp mod Newcastle, der for alvor har ramt vinterformen. Arsene Wenger kan nærmest tage et smut retur til sit hjemland Frankrig, for Newcastles hold er fyldt med franskmænd, og Arsenals manager skal bruge al den gæstfrihed, han kan rage til sig, for det kræver sandsynligvis en sejr, hvis The Gunners skal holde fast i førstepladsen.

- På dette tidspunkt, i en meget speciel periode som kun finder sted i England, har man behov for de rigtige tilgange fra spillere, som gør comeback, siger forsvarsspilleren Per Mertesacker til Arsenal hjemmeside med henvisning til sin holdkammerat Lukas Podolski, der netop gjorde comeback i Arsenal 3-1 sejr 2. juledag mod West Ham.

Sidste del af trekløveret med mulighed for at stikke af i mesterskabskampen er Chelsea. Jose Mourinhos mandskab sprudler ikke just i denne tid, men den karismatiske portugisiske manager er en beregnende herre, og han ved udmærket, at det ikke handler om at storspille, det er pointene alt drejer sig om.

Først om fremmest sørger han for at minde sine spillere om, at de ikke må tabe til mesterskabskonkurrenterne på udebane, og på hjemmebane skal alle tre point altid sikres, koste hvad det vil. Den opskrift er Chelsea lykkes med indtil videre i sæsonen, og tydeligst eksemplificeret først mod Arsenal og senest mod Michael Laudrups walisiske mandskab, Swansea, som måtte se sig slået snævert med 0-1 på Stamford Bridge.

Chelsea kommer dog på en af sæsonens hidtil største prøver, når efterårets overraskelse Liverpool kommer på besøg. Gæsterne er blot ét point fra Chelsea på tredjepladsen og skal helst vinde for at holde tæt kontakt med toppen.

- Vi har endnu en massiv udfordring og mulighed på Stamford Bridge for at få et resultat der, siger Liverpools Joe Allen og fortsætter:

- Vi er i god form, har indsamlet gode resultater, og vi er fyldte med selvtillid, og vores momentum er stigende, siger Allen før mødet med Chelsea.

Udover de tre topholds mulighed for at stikke en smule af i Premier League, så er det set med danske briller værd at holde øje med både Cardiff-Sunderland og Tottenham-Stoke, hvor dansk indflydelse er mulig. For Michael Laudrup og Swansea kan der være tale om en enkeltstående kamp, der vil definere resten af sæsonen, når waliserne ude møder Aston Villa lørdag.

- Vi kan godt tillade os at lægge lidt pres på os selv op til Villa-kampen. Det er her, at vi skal vise, at vi er i den bedre halvdel af de hold, der alle ligger tæt i tabellen. Vi har et hårdt program lige nu, men jeg synes stadig, at tingene går som ventet. Vi skal bare holde fokus på at hente vores point, siger Laudrup South Wales Evening Post.