Richard Møller Nielsen har fået endnu en plads i himmelen på 25-årsdagen for Danmarks EM-triumf i Sverige. I helt bogstaveligste forstand.

Flyselskabet Norwegian, der bruger haleroret til at hylde historiske personligheder, har fundet plads til landstræneren, der stod i spidsen for den største danske fodboldbedrift nogensinde, ved som den 18. dansker at give ham titlen af 'hale-helt'.

Foto: norwegian
Vis mere

Richard Møller Nielsens portræt kommer til at pryde haleroret på Norwegians nyeste Boeing 737-800-maskine, og han slutter sig dermed til et fornemt felt af andre danske nationalikoner som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Dirch Passer, der allerede har plads på Norwegians fly.

»Norwegian er glade for at hædre Richard Møller Nielsen som hale-helt for hans fantastiske meritter med det danske fodboldlandshold. EM-eventyret i ’92 står for mange som den største danske sportspræstation nogensinde og flyttede grænserne for, hvad man troede, var muligt for dansk fodbold. Det gør Richard Møller Nielsen til en af de allerstørste danske fodboldtrænere igennem tiderne. ’Ricardo’ har længe været en dansk helt. Nu er han også halehelt,« siger Norwegians informationschef Daniel Kirchhoff i en pressemeddelelse fra flyselskabet, og Richard Møller Nielsens søn er stolt over Norwegians beslutning:

»Jeg er utroligt taknemlig og beæret over, at Norwegian har valgt at hylde min far på haleroret af deres nyeste fly. Han er i løbet af de seneste år blevet hædret for sine bedrifter flere steder, og han ville også have været ekstremt stolt over denne flotte gestus. Min far oplevede mange forskellige europæiske byer i sin tid som landstræner, og jeg synes, det er fantastisk, at han nu kommer til at flyve rundt i hele Europa igen,« siger Tommy Møller Nielsen.