Godt som Simone Zazas pinlige straffespark mod Tyskland var ved at gå lige så stille i glemmebogen, viser tyskerne, at det er noget, de nok meget sent glemmer. Ved en opvisningskamp gør den tyske NBA-stjerne Dirk Nowitzki tykt grin med Zaza. 

For snart en måned siden blev den italienske landsholdsspiller Simone Zaza til grin i hele verden, da han på skammeligste vis brændte et straffespark i EM-kvartfinalen mod Tyskland.

Onsdag blev der i den tyske by Mainz spillet fodbold-showkamp til ære for den tyske Formel 1-legende Michael Schumacher, der stadig kæmper for at komme rigtigt tilbage til livet efter sin forfærdelige ski-ulykke for tre og et halvt år siden.

Fodboldkampen stod mellem et Formel 1-hold anført af tyske Sebastian Vettel, mens modstander holdet 'Nowitzki All Stars' var anført af den tyske basketballstjerne og Dallas Mavericks-spiller Dirk Nowitzki.

Og netop han indtog naturligvis en hovedrolle i kampen, der endte 9-6 til Nowitzki og co.

Ved stillingen 9-5 skulle den 2.13 meter høje Nowitzki nemlig forsøge sig med et straffespark, som selvfølgelig skulle udnyttes. Ikke til at score, men til at gøre grin med Simone Zaza og de italienere, som tyskerne slog ud af EM for en lille måned siden.

​Efter kampen var det en munter Dirk Nowitzki, der talte med tyske Sport1 om straffesparket.

»Jeg ville sparke straffesparket på den italienske måde, og det lykkedes mig at skabe det samme resultat.«

Tidligere i kampen havde den 38-årige basketspiller også forsøgt at sætte sig selv i scene. Her var det nærmere bare ham selv, der blev til grin med dette 'saksespark'.

Formel 1-holdet, som Schumacher normalt var en bestanddel af, var anført af Sebastian Vettel, mens Michael Schumachers søn Mick Schumacher også var med. Også stjernerne Daniel Ricciardo og Nico Rosberg spillede ifølge Daily Mail med.

På Dirk Nowtitzkis hold spillede blandt andre Lukas Podolski, Sebastian Kehl og Miroslav Klose.