Drengen Murtaza med Messi-trøjen lavet af en plastikpose har måtte flygte med sin familie fra Afghanistan til Pakistan.

Det virkede egentlig som et rigtigt godt eventyr.

I første omgang spillede lille Murtaza fodbold hjemme på den hullede grusvej i Afghanistan med en blå- og hvidstribet trøje, som han havde lavet af en plastikpose og skrevet Messi på den og forsynet den med et 10-tal.

Senere fik han tilsendt en ægte landsholdstrøje af Lionel Messi selv, og verdensstjernen havde oven i købet skrevet sin autograf på den.

Men siden er det ikke gået så godt. For der er onde kræfter i Afghanistan, som har udset sig den fem-årige dreng som pengemaskine.

De truede med at kidnappe Murtaza og forlange løsepenge for ham. Konsekvensen er, at Murtaza og hans familie har måtte flygte til Afghanistan. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP ifølge den britiske avis The Guardian.

»Livet blev forfærdeligt for os,« siger Mohammad Arif Ahmadi, der er far til Murtaza.

Familien forsøgte i første omgang at flytte til den pakistanske hovedstad, Islamabad, men det var for dyrt. I stedet er familien flyttet til Quetta, der ligger små 700 kilometer fra Islamabad.

»Jeg solgte alle mine ejendele for, at vi kunne flytte ud af Afghanistan for at redde min søns liv - og også alle andre i min families liv,« siger Mohammad Arif Ahmadi.

Det afghanske fodboldforbund havde lovet at arrangere et møde mellem Murtaza Ahmadi og Lionel Messi, men det er foreløbig ikke blevet til noget møde.

»Men Murtaza håber stadigvæk på, at det lykkes en dag,« siger Mohammad Arif Ahmadi.