Fodboldens Disciplinærinstans har ikke hjemmel til at straffe hverken Brøndby og FCK efter pokalfinalen, hvor der var tilskueruroligheder og massiv brug af pyroteknik.

Det bekræfter formanden på instansen Jens Hjortskov over for BT. Da der hverken er et hjemmehold eller et udehold i en finale, kan de to mandskaber ikke blive straffet på grund af et hul i reglerne.

»Cirkulæret om sikkerhed og orden på stadioner indeholder simpelthen ikke hjemmel til at sanktionere, når det gælder selve finalen i landspokalturneringen,« siger han.

Dermed er der ingen, der står til ansvar for urolighederne. Hverken Brøndby, FCK eller DBU som arrangør.

»Der er ikke et hjemmehold og et udehold i pokalfinalen. Det er DBU, der arrangerer det, så det er forklaringen på, vi ikke kan gøre noget. Vi kan heller ikke straffe DBU. Vi har ikke hjemmel til det. Det må vi bare konstatere. Vi laver ikke reglerne – vi dømmer efter dem. Den er ikke længere. Vi kan ikke tage nogle skridt i den her sag. Hverken over for de to klubber eller DBU,« forklarer Hjortskov.

Hvad kan man gøre for at ændre det i fremtiden?
»Så skal vi have ændret reglerne. Indtil videre har det været DBU, der har kunnet det, men DBU har videregivet en del af sit ansvarsområde til Divisionsforeningen ved seneste repræsentantskabsmøde, og hvor det ligger nu helt præcist, ved jeg ikke.«

Det kan jo virke ret mystisk på folk, at der kan ske en masse uro uden, at der er nogen, der skal stå til ansvar?
»Men jeg tror, at folk forstår og værdsætter, at hvis der ikke er regler, der er overtrådt, så kan man ikke straffe folk. Det gælder også i alle andre forhold i samfundet.«

Er der andre instanser, der kan gøre noget i denne sag?
»Jeg har ikke spekuleret nærmere over det. Vi kan i hvert fald ikke. Jeg har ikke dyrket det nærmere, men jeg tvivler på, at der er andre, der kan gøre noget. Men det er ingen hemmelighed, at vi allerede i forrige sæson påpegede, at det her ville blive et problem,« siger formanden.

Afgørelsen har også fået DBUs formand Jesper Møller på banen, og han kræver nu, at reglerne bliver ændret.

»Det er ikke holdbart, at der på den ene side kan gives bøder til klubberne til kampe i Alka Superligaen og divisionerne, men på den anden side ikke kan gives bøder, når det handler om finalen i DBU Pokalen. Vi kan naturligvis ikke leve med, at der frit lejde i forbindelse med tilskueruro til en pokalfinale, og der bør være mulighed for at sanktionere både klubber og kampansvarlige,« siger han i en pressemeddelelse fra DBU.

BT har også forsøgt at få en kommentar fra Jesper Møller - indtil videre uden held.