Frank Arnesen og HSV indstiller jagten på landsholdsangriberen. Big Ben vil spille Champions League

Nicklas Bendtner er på klubjagt. Det er ingen hemmelighed.

Landsholdsangriberen forlader efter eget ønske Arsenal denne sommer og har ingen ambitioner om at fortsætte lejeopholdet i Sunderland. De udmeldinger har sendt HSV’s danske sportschef Frank Arnesen på krigsstien for at hente landsmanden til Bundesligaen- ’En drømmespiller for os’ lød det til Hamburger Abendblatt.

Nu opgiver Frank Arnesen drømmen om at forstærke nordtyskerne med Nicklas Bendtner - Frank Arnesen indstiller jagten på den store angriber.

- Vi har ikke længere nogen interesse i ham, siger Frank Arnesen til sporten.dk

Dels er der en økonomisk udfordring for de finansielt trængte tyskere, og dels er HSV ikke sportsligt nok interessant for Nicklas Bendtner.

- Han vil til en klub, der spiller europæisk. Vores interesse i Bendtner var størst sidste sommer, men vi har fulgt ham tæt indtil nu, siger den tidligere landsholdsspiller, der er i gang med at genopbygge HSV.

Nicklas Bendtner har meldt ud, at han ikke ønsker at tale om klubfremtiden eller spekulationer om nye klubber, så længe EM står på. Før afrejsen til Polen og Ukraine snakkede Nicklas Bendtner med sporten.dk i landsholdslejren i Helsingør om fremtiden.

Er der interesse?

- Ja, det er en del blandede klubber, men jeg har sagt til alle, at jeg gerne ville vente. Efter EM har vi masser af tid - næsten to måneder - til at få styr på fremtiden og alle tingene.

Hvilke krav har du til en ny klub?

- Jeg har fundet ud af, at det uden for banen er lige så vigtigt som det uden for banen. Hvis du ikke fungerer 100 procent uden for banen, så fungerer du heller ikke 100 procent inde på banen. Bare det at flytte fra London til en anden by og skulle gå glip af alle de ting, jeg havde i London, og som jeg holdt meget af, såsom venner, var en stor ting.

Din søn bor i London. Har det betydning for dig, om der er let forbindelse til England?

- Ja, og nu er han også blevet et år ældre, så nu kan han nogle flere ting. Du ved, det ikke er optimalt at rejse med et spædbarn. Nu kan man bedre tage ham med, han skal ikke ammes mere, og alle de der babyting.

Hvor tit ser du ham?

- Du ved godt, jeg ikke snakker om den slags ting.

Har du talt med din nuværende kæreste, om hun eventuelt skulle rejse med til et andet sted?

- Det vil jeg heller ikke snakke om.

Betyder det noget om en ny klub er deltager i en europæisk turnering?

- Det at spille Champions League med Arsenal var helt fantastisk, og når du har prøvet det, så er det noget, du altid gerne vil igen.