Intet er officielt endnu, men det har ikke afholdt José Mourinhos bil-sponsor, Jaguar, fra at ønske ham tillykke med udnævnelsen som ny manager i Manchester United.

Torsdag aften rapporterede Sky Sports, at José Mourinho bliver Manchester Uniteds næste manager, og at kontrakten er underskrevet.

Men intet er meldt ud officielt fra Manchester United endnu, og Sky Sports skriver, at det først sker i løbet af fredagen.

Det får dog ikke José Mourinhos bil-sponsor, Jaguar, til at afholde sig fra at ønske portugiseren tillykke med den ny kontrakt.

På Jaguars officielle Twitter-konto skriver de:

»Tillykke til José Mourinho med hans officielle Manchester United-udnævnelse. For os vil du altid være 'The Frozen One',« lyder det med en omskrivning af hans selvopfundne kælenavn i Chelsea, The Special One.

Derefter kommer der en video-reklame, som José Mourinho har lavet for Jaguar i det nordlige Sverige, hvor der ser meget koldt ud.

Ifølge flere artikler i britisk presse har bilmærket været et problem, fordi Manchester United er sponsoreret af Chevrolet. De sidste forhandlinger kan bl.a. have handlet om at finde en løsning på det emne, som både Jaguar og Chevrolet kunne leve med.

José Mourinho var torsdag ifølge Sky Sports i forhandlinger med Manchester Uniteds næstformand, Ed Woodward, i London. Den 53-årige Mourinho kom hjem med en flaske vin i hånden og papirer, der ifølge Sky Sports var underskrevne.

José Mourinho har været uden job, siden han stoppede i Chelsea kort før jul. I sidste sæson førte han London-klubben til sit femte mesterskab.