Skotlands drømme om EM fik et skud for boven, da holdet på udebane tabte 0-1 til Georgien.

Ikke siden 1996 har Skotland deltaget i en EM-slutrunde, og det kan også meget vel blive vanskeligt at komme med denne gang.

Fredag var Gordon Strachans udvalgte en tur i Georgien, og den kamp endte med et nederlag på 0-1.

Kampens enlige mål blev scoret af Valeri Kazaishvili, der til dagligt spiller for hollandske Vitesse. Den offensive midtbanespiller udnyttede, at Skotland ikke fik sparket ordentligt væk i eget straffesparksfelt og sendte bolden ind bag den skotske målmand, David Marshall fra Cardiff City.

Føringen var ganske fortjent, og den holdt sig kampen ud.

Skotland lå inden kampen på tredjepladsen, der sandsynligvis betyder play-off, men med nederlaget er der stor risiko for, at de bliver overhalet af Irland.

Georgien ligger nummer fem i puljen og har indtil sejren over Skotland kun vundet over bundproppen Gibraltar.