Bo Henriksen glæder sig over AC Horsens' hjemmebanestatistik, da det kun er blevet til et nederlag i sæsonen.

André Bjerregaard blev kampens enlige målscorer, da AC Horsens søndag eftermiddag besejrede Randers med 1-0 på hjemmebane.

Sejren betyder, at AC Horsens rykker op på den slutspilsgivende sjetteplads i Alka Superligaen med 21 point i 14 kampe.

Oprykkerne har særligt været flittige til at skrabe point sammen på hjemmebane, hvor det kun er blevet til ét nederlag i syv kampe.

»Vi er irriterende at møde på hjemmebane. Vi gør de ting, som vi er gode til, og så er vi ligeglade med, at vi ikke har bolden i store dele af kampen,« siger Bo Henriksen.

- Vi går ud og klapper til dem, og der er jo ingen hold, der synes, det er specielt morsomt at komme til et sted, hvor de bliver ødelagt, når de spiller den ind i mellemrummene.

I søndagens opgør mod Randers gav Bo Henriksen startdebut til lejesvenden Doneil Henry, og sammen med Bubacarr Sanneh var han med til at holde gæsterne fra fadet.

- Henry og Sanneh udgør en midterakse, der ser rigtig sjov ud. De er svære at nedbryde, fordi de er så store og stærke. Jeg kan simpelthen ikke se, hvem der skal vinde en duel over dem, siger Bo Henriksen.

- Det gør det nemmere for resten af holdet, fordi vi ikke skal koncentrere os om indlæg. Det behøves vi slet ikke at bekymre os om, når vi spiller med de to i forsvaret.

 
Hallur Hansson leverer en perfekt timet bold bag om Randers-forsvaret til André Bjerregaard der sikkert putter den i kassen. 1-0 til AC Horsens hjemme mod Randers FC.
Vis mere

Selv om Horsens indtager sjettepladsen i Superligaen, vil Bo Henriksen slet ikke tænke på en eventuel plads i forårets slutspil.

- Vi bliver ved med at underspille, fordi målsætningen er fortsat er overleve i Superligaen. Vi har det mindste budget i hele rækken, men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre ondt på de andre hold.

- Vi har samlet en flok mandfolk, der går ind og klapper igennem i hver eneste kamp. De er ligeglade, hvad modstanderne hedder, og hvor mange penge de tjener. Det er altafgørende for vores succes, siger Bo Henriksen.

Næste opgave for Horsens er på onsdag, når holdet gæster Helsingør i DBU Pokalen.

/ritzau/