Den tidligere russiske landstræner Dick Advocaat er klar til at overtage det danske landshold efter Morten Olsen, hvis DBU ønsker det.

Rusland, Holland og Zenit Skt. Petersborg. Det er bare tre af de hold, som hollandske Dick Advocaat har ført frem til store triumfer.

I øjeblikket står den 66-årige træner uden job, efter han i sommer valgte at sige op i PSV Eindhoven. Men står det til ham selv, kan han meget snart være tilbage på træningsbanen. Og det er ikke et hvilket som helst job, toptræneren har udset sig.

Advocaat vil nemlig gerne overtage posten som dansk landstræner, hvis Morten Olsens ikke får forlænget sin kontrakt, når den udløber til sommer. Det erfarer BT fra kilder helt tæt på den hollandske træner.

Efter at have været trænet i Rusland og Sydkorea i mange år er trænerlegenden nu på jagt efter et job, der ligger tættere på hans hjem i Holland. Og her ser han Danmark som et ideelt næste skridt i karrieren.

BT erfarer, at der endnu ikke har været nogen kontakt mellem Dick Advocaat og DBU, og at der også er andre trænerjob inde i billedet for hollænderen. Blandt andet har Irland tilbudt ham en kontrakt til 500.000 euro i årsløn, som han overvejer i øjeblikket. Men Dick Advocaat har altså ifølge BTs oplysninger givet udtryk for, at han er mere end almindeligt interesseret i det danske landstrænerjob, hvis han skulle få det tilbudt af DBU.

Advocaat er kendt som offensivtræner, der lægger vægt på talentarbejdet. Grunden til, at Danmark er aktuelt, skyldes da netop også spillestilen på det danske landshold krydret med de mange talenter, der er på vej op gennem systemet i dansk fodbold i øjeblikket, fortæller kilderne.

Selvom det for nogen kan lyde som en urealistisk trænernavn for et lille land som Danmark, peger den hollandske fodboldekspert Marcel van der Kraan på, at Danmark sagtens kan være med i jagten på hollænderen:

- Han er ledig på markedet, så selvfølgelig kan det lade sig gøre. Han har tjent mange penge som træner, og derfor er de ikke så afgørende for ham længere. Så I bør sagtens kunne være med økonomisk.

- Advocaat har også tidligere taget job i Belgien og i Skotland. Han kan godt lide den mentalitet, der er i nordvest-europæiske lande, så det tæller helt sikkert til jeres fordel. Og så skal man heller ikke glemme, at han i PSV har arbejdet sammen med Frank Arnesen, så han har et godt forhold til danskere. Alt i alt er det for mig at se slet ikke urealistisk, slutter Marcel van der Kraan.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dick Advocaat.