Lionel Messis holdkammerat og landsmand på Barcelona-mandskabet Javier Mascherano havde svært ved at finde de rette ord omkring den dobbelte målscorer.

Barcelona måtte kæmpe hårdt for at få gang i målscoringen i Champions League-semifinalen mod Bayern München, men efter 77 minutter lykkedes det for catalanerne og Lionel Messi.

Men hjemmeholdet var i en uvant position kampen igenem, hvor Bayern havde bolden mest, men det var ikke et problem, mener Barcelonas Javier Mascherano.

»Vi havde de største muligheder for at score kampen igennem. Efter det første mål fandt vi rummene bag midtbanespillerne, hvor vi spillede på kontra, som der var meget potentiale til at gøre. Det var en god kamp for alle kæder ,og det er et godt resultat. Men det bliver ikke let. Bayern er et hold med meget stor historie, der vil forsøge at komme tilbage,« siger han til TV 3+

Han havde svært ved at finde de rette ord omkring Lionel Messi.

»Det er umuligt at beskrive ham. Man må bare se på ham og nyde det. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde vil se en spiller som Messi igen,« lød roserne.

Barcelona-forsvarer Gerard Piqué var jænvt begejstret over holdets indsats.

»Jeg synes, vi spillede en sensationel kamp. Vi var meget gode defensivt, og Bayern havde knap nok et skud på mål i 90 minutter. Vi fik mest ud af deres svage punkter. Vi er vant til ikke at have bolden, så det var ikke ubehageligt for os ikke at have den,« siger den spanske landsholdsspiller ifølge BBC.

Også FC Barcelonas Luis Suárez hyldede sin argentinske holdkammerat:

»Sikke en flot sejr. Hele holdet arbejdede godt. Her er et billede af mig sammen med den bedste i verden,« skrev uruguayeneren på Twitter.