KOMMENTAR



Er der mere at sige om Shakhtar Donetsk og samba-skurken Adriano sådan rundt regnet 24 timer efter afslutningen på den fløjtedøve forwards famøse føjplay stunt i Parken?

Ikke det vilde herfra. Også jeg var målløs over det skete. Det var så dumt, at selv træmændene i UEFA åbenbart fandt det betimeligt med en reaktion dagen derpå ved at åbne en disciplinærsag. Alt andet ville da også have været besynderligt med tanke på, hvordan UEFA år efter år sætter godhjertede og politisk korrekte fair play kampagner i søen.

Der er meget godt at sige om fair play i en fodboldverden, hvor henhver dødboldsituation efterhånden udvikler sig til et nærstudie i fribrydning med autonom trøjebytning inkluderet, og hvor film er så accepteret en del af spillet, at det primært er dommerens ageren eller mangel på samme, der stilles spørgsmålstegn ved. 

Så meget for det. Det var uendeligt nemt at være enig med FCN-træner Kasper Hjulmand og sportschef Jan Laursen, da de værdigt rasede ud efter mødet med Shakhtar Donetsk.

- Vi har selv som klub nogle værdier vi arbejder efter og vi skal huske på, at der er en masse børn, som sidder og kigger på det her. Det kræver moral, fair play og respekt, erklærede Hjulmand. 

I det store og hele er der vel ikke det store at komme efter hos FC Nordsjælland på børnekontoen. Det skulle da lige være, at klubbens nu forhenværende landsholdsspiller Patrick Mtiliga for nylig fik et akut anfald af manglende spillelyst i minutterne før en vigtig VM-kvalifikationskamp. Ikke noget bragende godt forbillede for de børn, der skal holde fremtidens samfundshjule i gang uden pjæktarmsbetændelse og andre bortforklaringer, men lad nu det ligge.

Jeg mener bare, at topfodbold uge efter uge byder på masser af episoder, som burde være forbudt for børn. Lørdag over middag så jeg eksempelvis Tottenhams Emanuel Adebayor forløbe sig med en både helbredstruende og frådende tackling mod Arsenal Santi Cazorla, der i min optik var langt, langt værre end Luiz Adrianos lidet glansfulde fusknummer. Og hver eneste weekend er der fodboldvold i alle afskygninger. Hvis ikke det er afløst af endnu et racistisk motiveret udfald eller bare et forsøg på at besudle det smukke spil med flid, fedt og snyd.

Jeg har noteret mig, at børn i alle aldre efterhånden er iklædt en Lionel Messi trøje og det bedste, man kan sige om det fænomen er vel, at den lille argentiner personificerer fair play.

Det er rørende. Men er det den vej, vinden blæser?

Ikke så vidt, jeg kan se. Og sådan skal et vel være indenfor rimelighedens grænser. Jeg er ikke interesseret i at se fodbold kastreret som et spil, der skal være både tåleligt for børn, være moralsk opbyggeligt eller have et pædagogisk sigte. 

Jeg har i det hele taget svært ved at se moderne eliteidræt indtage den rolle, fordi vi som (voksne) tilskuere gør krav på at se aktørerne gå lige til grænsen og sågar nogle gange over, om nødvendigt.

Det fratager ikke den enkelte et ansvar for sine handlinger. Og jeg synes det er fint, hvis UEFA sanktionerer Adriano. Men jeg vil mene, at hvis man virkelig ville noget med Fair Play kampagner, kunne man åbne et beskidt dusin sager om ugen.

Især hvis man som Kasper Hjulmand endda vil tage børnene i ed. Så meget desto mere er der grund til at holde dem udenfor. Eller vente til næste ligegyldige venskabskamp for det danske landshold. Så ville de om ikke andet gøre lidt gavn.

Lars B. Jørgensen er journalist på sporten.dk og Berlingske. Du kan ikke følge ham på twitter.com