Spillerforeningen har kåret Pierre-Emile Højbjerg til Årets Talent 2013. Det er de professionelle fodboldspillere i Danmark og de danske udlandsprofessionelle, der har afgivet stemmerne og peget på U21-landsholdsspilleren, som til daglig kæmper for at slå igennem i Bayern München.

Men det er ikke kun på banen og i den daglige træning, at Højbjerg må kæmpe. Det er i høj grad også uden for banen, hvor hans nærmeste er hårdt ramt. Hans far kæmper for at overleve et livtag med kræften.

Den unge Bayern-spiller dedikerer sin pris til sin far. Han fortæller i et interview med Spillerforeningen, hvordan hans verden brød sammen, da han for tre måneder siden fik besked om, at hans far var blevet ramt af kræft og reelt opgivet af det danske sundhedssystem. Højbjergs far stod ifølge de danske læger ikke til at redde og fik en prognose på mellem et halvt og et helt år tilbage at leve i.

- Jeg var fortvivlet. Ulykkelig. Jeg gik over i klubben, og så begyndte jeg bare at græde. Jeg var helt færdig. Uli Hoeness (Bayern Münchens præsident, red.) samlede mig op. Han gik straks i gang med at hjælpe mig. Han kontaktede de dygtigste læger i Tyskland, fik min far herned, hvor de gik i gang med at behandle ham med det samme.

Og nu er udsigterne anderledes gode for Højbjergs far:

- For en uge siden sagde lægerne, at de giver ham en chance. Faktisk er der rigtig gode muligheder for, at han nu overlever. Selvfølgelig overlever han. Det er jeg sikker på. Det er fantastisk. Det siger en hel del om den her klub, at de er der for mig og min familie.

Selvom han er dybt taknemmelig for den måde, at Bayern har håndteret situationen på, er han ikke i tvivl om, hvem han vil dedikere prisen til:

- Min far. Helt klart min far. Jeg vil gerne sige tak til klubben og min familie. Men prisen skal gå til min far. Han har vist, at selv når det er allersværest og ser helt umuligt ud, så er han blevet ved med at kæmpe. Og gør man det, lykkes tingene til sidst. Så kan man pludselig se lyset for enden af tunnelen. Han har en entusiasme, gejst og vilje, som han har givet videre til mig. Det er de egenskaber, jeg vil bruge her i Bayern.

Selvom det er svært at slå igennem i Bayern München, der både baseret på Champions League-sejren og på efterårets resultater må betragtes som en af verdens absolut bedste fodboldhold - hvis ikke det bedste - lige nu, har den 18-årige dansker kun et mål for sin fremtid:

- Jeg vil være en Bayern-spiller. Jeg har været her i halvandet år nu, og dag for dag går det bedre og bedre. Jeg føler mig mere og mere tilpas i den familie, jeg er havnet i. Bayern München er som en familie, og lige nu har jeg det godt i både hoved og krop. Og det er ikke mindst Bayern og min fars fortjeneste, fortæller Pierre-Emile Højbjerg.

Det hænger selvfølgelig sammen med den støtte, som han har fået fra både høj og lav i den tyske storklub i den svære situation:

- De har alle været der for mig. Guardiola har også hjulpet mig meget og har lagt en arm om mig og snakket med mig, når jeg havde behov for det. De seneste tre måneder har været hårde. Hver anden uge har min far boet hos mig, mens han har fået behandling på sygehuset i München. Herefter er han fløjet hjem igen. Det har været store følelser at skulle tumle med.

- Jeg tror, jeg har fået nogle erfaringer, som gør mig stærkere. Alt det, jeg går igennem, er ikke hverdagskost for en 17-18 årig knægt. Jeg ved, jeg er en god fodboldspiller, og så tror jeg på, at jeg kan nå lidt længere end andre. Jeg tror, jeg kommer til at opleve ting og nå noget, som måske de færreste danske fodboldspillere har opnået, siger Pierre-Emile Højbjerg forventningsfuldt.