En af fodboldlandsholdets største profiler tager nu for alvor bladet fra munden i forhold til konlikten mellem DBU og Spillerforeningen, der fortsat ikke er nået til enighed om den økonomiske ramme for landsholdet.

På den ene side kræver DBU, at spillerne går 17 procent ned i løn, mens Spillerforeningen har spillet ud med et modkrav om flere penge. Det har ført til en skyttegravskrig, som truer med at spolere næste uges testkampe mod USA og Frankrig, hvis ikke parterne når frem til en aftale inden.

Men nu har Pierre-Emile Højbjerg fået nok. Konflikten skal løses, lyder det utålmodigt fra den 19-årige Bayern München-ejede midtbanespiller.

»For mig personligt vil jeg aldrig nogensinde tage hjem og spille på det danske landshold, fordi jeg får 20.000 kroner mere. Helt ærligt. Hvis de (DBU, red.) sagde til os, vi skulle spille gratis mod USA og Frankrig, havde jeg også gjort det,« siger Pierre-Emile Højbjerg .

»Det er ikke penge, der skal drive glæden ved at repræsentere sit eget land. Det er hjertet, der skal drive dig. Med al respekt synes jeg, det er rigtig dårligt for dansk fodbold, at DBU og Spillerforeningen er røget ind i sådan en konflikt. Det gavner ingen. Og i sidste ende er pengene ikke det værd. Vi vil jo bare have succes i dansk fodbold.«

Udmeldingen er opsigtsvækkende midt i en konfliktsituation, hvor landsholdspillerne har gjort meget ud af at fremstå som en samlet flok over for DBU. Af samme grund er det kun medlemmerne af landsholdets spillerråd, anfører Daniel Agger, viceanfører William Kvist, Lars Jacobsen og Christian Eriksen, der har udtalt sig om konflikten på spillernes vegne. Ingen andre har fået lov at sige noget offentligt, har det lydt over for pressen.

Pierre-Emile Højbjergs indtog på scenen kan derfor tolkes som en begyndende sprække i sammenholdet på spillersiden, men Augsburg-spilleren gør det klart, at han ikke ønsker at gå imod landsholdskammeraterne, men udtaler sig på egne vegne.

»Jeg stiller mig ikke imod holdet, træneren eller DBU. Men jeg synes bare, vi skal have stoppet det her pjat og få spillet holdet ordentligt sammen. Der venter en så vigtig kamp mod Serbien 13. juni, som jeg allerede nu begynder at sætte mig op til,« lyder det fra Pierre-Emile Højbjerg.

»Kom nu, vi er nødt til at mande os op og stå sammen og tage sutten ud af munden. Vi vil alle sammen til EM i Frankrig. Vi må forstå, at det lige nu ikke er tid til barnelege. Jeg synes – med al respekt – at det er lidt useriøst,« tilføjer han.