Pierre Emile Højbjerg tager afskeden med Bayern München med opløftet pande.

Fire års eventyr blandt de allerbedste i verden lakker denne sommer mod enden for det blot 20-årige danske stortalent Pierre-Emile Højbjerg. I 2012 skiftede han som 16-årig Brøndby ud med Bayern München, hvor han allerede året efter fik debut i Bundesligaen.

Siden da er han blevet fast mand på landsholdet, fået 17 kampe for Bayern, vundet pokaler og været udlejet til Augsburg og dernæst Schalke 04. Men nu er det slut. Fremtiden ligger et andet sted for Højbjerg, der skal på jagt efter fast spilletid. Selvom han egentlig ikke bryder sig om udtrykket.

»Klubjagt lyder lidt desperat,« griner han og fortsætter:

»Jeg skal ud og finde det rigtige match, jeg skal ud og finde noget, der passer til mig. Men det er klart, at det ikke bliver en topklub. Jeg skal finde et sted, hvor der er perspektiv. Det er vigtigt med perspektiv, for jeg er kun 20 år og har allerede oplevet en del. Jeg har en rigtig god fornemmelse,« siger han til BT om fremtiden.

Højbjerg begræder ikke sit Bayern-exit. Tværtimod.

»Jeg synes alligevel, jeg har fået mine kampe for Bayern i en alder, som ikke ret mange får kampe i. Selvfølgelig vil jeg gerne spille i Bayern München. Det er én af de bedste klubber i verden, men på den anden side er der også en vej derhen. Og det kan være, vi ses igen. Jeg er bare glad for det, jeg har lært, og jeg er glad for, at jeg har fået så meget med derfra. Jeg ved, det er guld værd for min fremtid,« lyder det fra Højbjerg, der har sendt sin agent Søren Lerby i marken for at finde en ny klub. Højbjerg har dog ikke en favorit-destination endnu.

»Jeg tror, jeg kigger på alle steder. Det handler om det rigtige match. Om det så er Spanien, Italien, England eller Tyskland, må tiden vise. Søren Lerby har kortene på hånden, og vi må se om han spiller dem rigtigt og har styr på det. Jeg vil gerne involveres, men jeg stoler også på, når han siger, han har styr på tingene. For så skal han have styr på tingene.«

Højbjerg har stadig kontrakt med Bayern München frem til sommeren 2018, så det må formodes, at tyskerne kræver en transfersum for danskeren.