Landstræner Morten Olsen var - som det meste af Parken onsdag aften - begejstret over debutanten Pierre-Emile Højbjergs indsats i kampen mod Sverige, som Danmark vandt med 1-0.

Anfører Daniel Agger blev matchvinder, da han i overtiden satte kampens enlige scoring ind på straffespark. Men aftenens helt store oplevelse var Pierre-Emile Højbjerg, der til fulde levede op til de tårnhøje forventninger, der var til ham på forhånd.

Derfor var der også stor ros fra Morten Olsen ved pressemødet efter kampen.

- Jeg så en debut på det danske landshold, som velsagtens er den flotteste, jeg har set i min tid som landstræner. Vi har fulgt ham i træningen og vidste godt, det er en spiller, vi ikke afgiver til U21 mere. Den tillid, vi gav ham, tog han. Det var fantastisk at se, både taktisk som teknisk som indstillingsmæssigt, sagde Morten Olsen, der har været landstræner siden år 2000.

Han havde valgt at spare en slidt Højbjerg mod Ungarn i sidste uge. I stedet fik Parken en toptændt 18-årige Bayern-spiller at se torsdag aften mod Sverige.

- Som 18-årig er han en spiller, der er længere fremme end mange andre, sagde Morten Olsen, der kalder Pierre-Emile Højbjerg en fremtidens mand.