Pierre-Emile Højbjerg har taget hul på et nyt kapitel i en karriere, som trods hans bare 20 år, allerede har budt på store oplevelser. Og den nye fortælling er startet godt.

Tidligere på sommeren sagde Pierre-Emile Højbjerg endegyldigt farvel til den sydtyske storklub Bayern München, da han underskrev en fem-årig kontrakt med sydengelske Southampton. Bag sig havde han et kometagtigt gennembrud i Bayern München som ung teenager, inden rollen i storklubben blev mere perifær og sendte Pierre-Emile Højbjerg på lån i først Augsburg og siden Schalke 04.

Derfor skulle der ske noget nyt denne sommer, og valget faldt på engelske Southampton, der smed 110 millioner kroner efter den danske landsholdsspiller, som i disse dage er på træningslejr med sin nye klub i Holland. For to dage siden scorede Højbjerg sit første mål for Southampton i en 4-0-sejr over Zwolle, og mandag satte han ord på sin start i Premier League-klubben.

»Der er nogle rigtig søde gutter, og jeg er meget glad for at være her. Jeg ser virkelig frem til mange år i Southampton,« siger midtbanespilleren i en video, som klubben har lagt ud på sin Youtube-kanal.

Her peger den danske landsholdsprofil desuden på, at det har været nemt at falde ind i gruppen af Southampton-spillere.

»De er nogle fantastiske drenge, der er en god atmosfære, og jeg prøver bare at være den, jeg er. De har virkelig accepteret det, og jeg er meget glad,« siger Højbjerg, der siden sit skifte har fået meget ros for valget af klub fra diverse eksperter. Deriblandt Discovery Networks' Premier League-ekspert Mikkel Bischoff, der har kaldt skiftet for det bedst mulige i Højbjergs situation.

Landsholdsmotoren føler da også allerede, at han er i gang med at udvikle sig hos sin nye arbejdsgiver.

»Lige nu føler jeg mig komfortabel på holdet, jeg har det godt, og jeg lærer meget. Det er det, jeg godt kan lide som person og fodboldspiller; at lære hver dag og forsøge at gøre mit bedste«

Onsdag skal Pierre-Emile formentlig i aktion for de rød- og hvidstribede igen, når 'The Saints' fortsætter træningslejren i Holland med en kamp mod FC Twente. D. 30. juli gælder det så Groningen, inden klubben vender hjem til England og spiller en træningskamp mod baskiske Athletic Bilbao d. 7. august. D. 13. august går det så for alvor løs, når Southampton indleder den nye Premier League-sæson med en hjemmekamp mod Watford.