Kasper Hjulmand har ikke tænkt sig at finde sig i noget i Mainz. Den danske cheftræner, der tog over i den tyske Bundesliga-klub denne sommer, har allerede vist karakter i en af verdens førende ligaer.

Hjulmand undlod helt at indlemme en af forrige sæsons profiler, Nicolai Müller, da Mainz havde første officielle kamp i sæsonen torsdag mod Asteras Tripolis i Europa League. Det skyldtes ikke, at kantspilleren med de to tyske landskampe var skadet eller ude af form.

- Jeg har fået følelsen af, at han er lidt urolig. Vi har kun brug for spillere, der giver 100 procent for klubben og holdet. Det var min beslutning, og derfor foretrak jeg ikke at bruge Nicolai. Det sidder i hovedet - koncentrationen. Jeg synes ikke, han er her 100 procent, siger Hjulmand til Bild.

26-årige Nicolai Müller er på vej til Hamburger SV, der gerne vil tilknytte spilleren, der i forrige sæson scorede ni mål i 26 kampe. Og det er altså det potentielle skifte, der ifølge Hjulmand har fjernet Müllers fokus fra Mainz. Om det bliver til et skifte til Hamburger SV, vil den nærmeste fremtid vise.

- Vi får se i de kommende dage. Jeg håber, han fortsætter med at spille her. Han er en vigtig spiller, og vi har brug for ham. Men kun hvis han er helt til stede i Mainz, siger Hjulmand.