Kasper Hjulmand har mistet respekten for Shakhtars træner, Mircea Lucescu.

Før Adrianos skandalemål i Parken anså FC Nordsjællands træner rumæneren Mircea Lucescu som et inspirerende forbillede.

Men det gør han ikke længere. Nu fremstår Shakhtar Donetsks træner som et skrækeksempel på dårlig moral og ledelse. En skamplet på fodboldens ellers nagelfaste mantra om fair play.

Respekten for Mircea Lucescu er væk, konstaterer Kasper Hjulmand efter FCNs træning dagen derpå.

- Mit indtryk af det, der skete, er kun blevet værre. Lige da det sker, tænker jeg, at Adriano er et tossehoved og en klovn. Men efterfølgende ser jeg en træner, som jeg har haft stor respekt for og talt med, som gør absolut ingenting, siger Kasper Hjulmand til sporten.dk, mens han trasker op mod omklædningsrummet ved Farum Park.

- Jeg har mistet alt for Mircea Lucescu. For hans person. For hans manglende autoritet, fordi han intet gjorde. De har en assistenttræner, der sidder og giver ’thumbs up’ til Adriano og sidder og jubler. Men det, at de slet ikke gør noget bagefter for at signalere, at det her er forkert, vidner om en helt anderledes moral og måde at se sport på, som er uskøn, siger Kasper Hjulmand.

For ham er det ekstra ærgerligt, at den kontroversielle episode, hvor angriberen Adriano løber ned og scorer i stedet for på fair vis at overlade bolden til danskerne, sker mod Skakhtar. For det er et hold, Kasper Hjulmand ellers elsker at følge. Og respekterer for deres måde at spille på. Men fremover gider Kasper Hjulmand end ikke se dem spille i tv.

- Jeg har altid ønsket, at Shakhtar ville komme langt, men nu vil jeg ikke tænde mit fjernsyn længere for at se dem. Og jeg vil ikke se op til dem på samme måde mere. Så hvis ikke Shakhtar kommer med en eller anden udmelding en af de næste dage, så er det en klub, jeg har mistet alt for, siger han.

Og så tilbage til det Mircea Lucescu. Ham er Kasper Hjulmand også helt færdig med.

- Vi deler spilopfattelse og filosofi. Han har også tidligere givet udtryk, at han har fulgt os. Men jeg har mistet alt for, at han som træner i den situation ikke tager fat og får sat sit hold på plads. Og at han efterfølgende tager så arrogant på tingene, at han ikke kan se, at det er helt ude i skoven. Der mistede jeg noget for personen, siger Kasper Hjulmand.