FCN-træneren kritiserer kampprogrammet og deler roser ud til sit mandskab for et flot 2012. Juleferien er tiltrængt, siger Kasper Hjulmand.

12 point op til FCK og 13 kampe til at indhente dem i. Det lyder lidt som en mission impossible, men FCN-træner, Kasper Hjulmand, tror endnu på, at Farum-klubben har chancen for at genvinde DM-guld.

- Jeg mener ikke, at mesterskabet er afskrevet. De skal tabe fem, seks stykker, og vi skal vinde alt. Det er ikke lukket endnu, men det bliver svært. Men realistisk set bliver de svære at nå, siger Kasper Hjulmand.

Søndag havde hans hold ellers muligheden for at mindske forspringet til kun seks point, da FCN var på besøg i Parken, men i stedet endte det med en afklapsning på 1-4.

- Det var en fortjent sejr til FCK. Hvis vi skal vinde over dem, skal vi være mere aggressive og angribe bedre, end vi gjorde i dag, forklarede han og gav sit syn på, hvorfor FCK i sidste ende er løbet fra FCN i dette efterår.

- Hvis du tager de indbyrdes kampe, er det de to kampe mod dem, der er afgørende for, at de er tolv point foran os. Endnu en gang har vi, for tredje år i træk, to udebanekampe mod FCK, og det er de her kampe, der gør den store forskel for os.

- Det har kostet point, at vi har spillet CL. Vi har haft fem terminer med tre dage til næste kamp. Og vi er på ingen måde blevet beskyttet. Hvis man kigger på de kampe på tredjedagen, er der ingen tvivl om, at det har kostet. Vi har gjort det godt inden CL, men på bagsiden er det ikke gået godt. Forskellen skyldes måske erfaring og terminer.

Trods den skuffende indsats mod FCK var dog også roser at hente hos spillerne fra cheftræneren.

- Jeg er helt vildt tilfreds med denne trup. De her drenge har stået på fødderne og været super dedikerede. Der er et kæmpe arbejde fra staben, og jeg er superstolt over at ende som toer. Det er flot. Det er ærgerligt, at afstanden er så stor, men vi kan være stolte over udviklingen i vores klub, forklarede Kasper Hjulmand, inden han gik på en velfortjent juleferie og kunne se tilbage på et år 2012 med mesterskab og masser af store kampe i Champions League.

- Der er fuldstændig tomt i det hele. Det kan jeg love dig. Så ferien er meget tiltrængt.