Det var aldrig sket før, men for FC Barcelona er intet åbenbart umuligt.

Det spanske mesterhold skrev med en 6-1-sejr onsdag aften historie ved at gå videre til Champions League-kvartfinalen trods et 0-4-nederlag fra den første kamp mod Paris Saint-Germain.

Det stod ellers 3-1 indtil det 88. minut, men i en vanvittig afslutning scorede hjemmeholdet tre gange yderligere og fremkaldte scener, der ikke er set på Camp Nou i årevis.

Neymar tiltrak sig hovedrollen ved at score 4-1-målet på frispark og 5-1-målet på straffe, inden han fornemt lagde op til Sergi Robertos 6-1-scoring dybt inde i overtiden, der fuldendte miraklet.

En utrolig udvikling på en kamp, hvor Paris Saint-Germain var til stående tælling kort inde i anden halvleg, da Lionel Messi bragte Barcelona foran 3-0.

Da Edinson Cavani efter en god time tordnede boldene op i nettaget, så franskmændene ud til at have klaret skærene på en aften, hvor de var i problemer fra første minut.

1-3-reduceringen betød, at Barcelona skulle score yderligere tre gange i den sidste halve time. Det så nærmest umuligt ud, men Neymar stod bag en afslutning, som vil blive husket længe.

Det blev kulminationen på en kamp, der fra start udviklede sig, som Barcelona havde drømt om.

Først med Luis Suarez' 1-0-scoring efter mindre end tre minutter, som gav en strid medvind i ryggen.

Uruguayaneren headede bolden ind fra tæt hold efter en stribe tilfældigheder i det parisiske straffesparksfelt, og så var tonen slået an.

Barcelona kastede alle mand frem ad banen til vild forvirring for gæsterne, der havde ualmindelig svært ved at komme ind i kampen.

2-0-målet faldt kort før pausen og var et godt billede på en halvleg præget af helt uorganiseret spil.

Andrés Iniesta sparkede med hælen bolden blindt ind foran mål, hvor Layvin Kurzawa uheldigt og meget klodset fik sendt den videre ind bag sin egen målmand, Kevin Trapp.

Da Cavani reducerede, gik luften for en stund ud af både hjemmeholdet og dets fans, men med en kraftanstrengelse fik Barcelona alligevel gang i maskineriet igen i slutfasen.

Det historiske comeback kommer formentlig til at stå i fodboldens historiebøger en rum tid.

/ritzau/