AaB sikrede vigtige point i Europa League-gruppespillet og ikke mindst til dansk fodbold med fornem 3-0 sejr over stærke Dynamo Kiyv

Ukrainske Dynamo Kiev er en af de klubber, som har sikret sig en væsentlig rolle i AaBs historiebøger.

To gange tidligere har AaB mødte Kiev i europæisk sammenhæng. I 1995 tabte nordjyderne samlet til ukrainerne i Champions League-kvalifikationen men røg alligevel i gruppespillet, da det kom frem, at Kiyv havde forsøgt at bestikke dommere med pelse og prostituerede.

I 1999 tabte man igen på banen samlet til Dynamo Kiev, som denne gang dog holdt sig på den rigtige side af loven og avancerede i Champions League.

Torsdag 23. oktober 2014 vil dog historisk for AaB blive husket som dagen, hvor man endelig besejrede det ukrainske storhold på den rigtige side af kridtstregerne. 3-0 sejren i Aalborg over Dynamo Kiev giver for alvor genlyd over hele Europa, efter Kiev vadede igennem kampene mod Rio Ave og Steaua Bukarest med 3-0 og 3-1-sejre.

Kenneth Emil Petersen kaldte inden kampen Kiev et af Europa League-turneringens allerbedste mandskaber, og for to uger siden besejrede ukrainerne da også milliardholdet Shakthar Donetsk i den ukrainske liga.

Så det er noget af en fornem skalp, AaB kan hænge op efter torsdagens sejr, som sender dem op på siden af Dynamo Kiyv på gruppens førsteplads. Steaua Bukarest driller også, fordi de også besejrede Rio Ave, og nu har alle tre hold i toppen seks point.

Mange havde svært ved at se, hvordan AaB skulle besejre eller bare få point mod et hold, der havde slået Steaua Bukarest 3-1, hvor AaB i sidste måned kollapsede i Bukarest og tabte 0-6.

Sejrscifrene lyver også lidt, for AaB var virkelig på hælene i store perioder af Europa League-opgøret. Især i første halvleg havde Dynamo Kiyv adskillige kæmpe chancer, hvor vi nærmest snakker mirakler, at der ikke blev scoret på dem. Men lige lidt hjalp det for ukrainerne, da de var uskarpe og AaB anderledes effektive i den anden ende.

Thomas Enevoldsen scorede på et fornemt hug efter 11 minutter efter en dårlig clearing fra Danilo Silva, og i slutningen af første halvleg satte Nicolaj Thomsen foden på et fornemt AaB-angreb igen med Thomas Enevoldsen involveret.

Den tidligere landsholdsspiller var iøjnefaldende for AaB denne europæiske aften, som da han var på toppen af karrieren i AaB og scorede på samlebånd blandt andet i de europæiske kampe.

Enevoldsen har siden returskiftet fra belgiske Mechelen knoklet og lidt for at finde topformen, men mod Dynamo Kiyv på europæisk topniveau så man flere gange den "gamle" Enevoldsen i aktion. Med speed, god boldkontrol og ikke mindst oplæg og scoring.

AaB-træner Kent Nielsen bør absolut overveje også spille med Enevoldsen i front i Superligaen med Nicklas Helenius som makker. Begge gjorde det fremragende i front.

AaB-defensiven stod også markant bedre i anden halvleg efter bombardement i de første 45 minutter, og Dynamo Kiev blev holdt fra de helt store tilbud der.

Og i slutfasen lukkede og slukkede dobbelte målscorer Nicolaj Thomsen så igen med at stå det rigtige sted til 3-0.

AaBs europæiske eventyr lever i bedste velgående, og næste kamp i Ukraine 6. november bliver ret afgørende. De to øverste i gruppen går videre i Europa League.