Hvor havner Ståle Solbakken nu? Fire fodboldkyndige med forskellig baggrund giver deres bud på hvor nordmanden kan få job.

Ståle Solbakken er færdig som træner i FC Köln. Torsdag fik nordmanden sparket i den tyske Bundesliga-klub, hvor Frank Schaefer tager over i sæsonens sidste fire kampe.

Sporten.dk har talt med den norske FIFA-agent Bo Petter Tosterud, klummeskriver Truls Dähli på det norske dagblad VG, den danske eks-landsholdsspiller Ove Flindt Bjerg, der i dag er tilknyttet Bundesliga-klubben Borussia Mönchengladbach som talentspejder og DR Sportens ekspert-kommentator Jan Kalborg.

Alle vurderer, at Ståle Solbakken langt fra er færdig i fodboldverdenen, men hvorvidt han fortsætter trænergerningen i Tyskland, Danmark, Norge eller et helt fjerde sted er kvartetten langt fra enig om.

Her er deres vurderinger af hvor Ståle Solbakken kan få job.

Tyskland

Bo Petter Tosterud: - Det bliver næppe her, at Ståle Solbakken fortsætter som træner. I første omgang tror jeg, at han vælger at tage en tænkepause. Opholdet i 1. FC Köln har tæret på hans mentale ressourcer.

Norge

Truls Dähli: - Som jeg ser det har Ståle Solbakken i øjeblikket to alternativer: Dansk eller norsk fodbold. FCK er en mulighed. Men jeg kunne også forestille mig, at han kommer til Molde. Deres nuværende træner, Ole Gunnar Solskær, er flere gange sat i forbindelse med blandt andre Tottenham, Blackburn og Wolverhampton. Hvis Solskær vælger at sige ja til et udenlandsk tilbud, står Ståle Solbakken klar til at tage over. Det norske landshold er måske også en mulighed, når kontrakten med ”Drillo” udløber efter VM i 2014. Men eftersom Ståle har sagt nej til dette job tidligere, er der i Norge kritiske røster omkring hans kandidatur.

Danmark

Bo Petter Tosterud: - Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at Ståle Solbakkens muligheder ligger i Danmark. Et comeback i FC København er tænkeligt. Men det kræver, at Carsten V. Jensen trækker sig tilbage til sit gamle job som sportsdirektør. Og er han interesseret i det?

Ove Flindt Bjerg: - Jeg tror ikke, at Ståle kommer tilbage til FCK. Det vil være et trin nedad for ham.


England

Truls Dähli: - Det er korrekt, at Ståle Solbakken på et tidspunkt spillede i Wimbledon. Men i engelsk fodbold var han en perifær spiller. Hans fremtid ligger ikke her.


Østrig/Schweiz

Ove Flindt Bjerg: -  Det er ikke nogen skam, at blive fyret i 1. FC Köln. Den skæbne har ramt mange andre end Ståle Solbakken, der faktisk var vellidt i klubben. Med sin skandinaviske indgangsvinkel til trænergerningen har han allerede fået sig et stort navn i de tysktalende lande. Jeg kunne sagtens forestille mig, at klubber som Young Boys i Schweiz og Austria Wien i Østrig ville være interesserede i at ansætte ham. Ståle skal ikke være kræsen. Heller ikke hvis han bliver tilbudt job af en 2. Bundeliga-klub i Tyskland. Her er der flere gode og ambitiøse klubber.


Italien/Spanien

Jan Kalborg: - Det er næppe sandsynligt, at Ståle fortsætter i en sydeuropæisk klub. Vi så hvor store problemer selv et så stort navn som Michael Laudrup havde, da han trænede Getafe og Mallorca. Ståle Solbakkens navn på de kanter er ikke stort nok til, at han bliver tilbudt et trænerjob.