Nicklas Bendtner var helt udeladt af den trup, Wolfsburg-træner Dieter Hecking havde udtaget til lørdagens kamp mod Freiburg, og det førte spekulationer med sig, om Bendtner allerede havde spillet så skidt, at man havde mistet troen på den danske landsholdsangriber i klubben.

Så grelt står det dog næppe til, for selvom Bendtner pludselig var bag det normale førstevalg Ivica Olic samt Bas Dost, der er rivalen til backup-pladsen, så toner Wolfsburg-ledelsen fravalget af Bendtner ned.

- Det er små nuancer, der har tippet vægtskålen til den anden side. Jeg havde følelsen af, at det var Bas' tur. Og så var Nicklas nødt til at bide i det sure æble, siger cheftræner Dieter Hecking ifølge tyske Kicker.

Bendtner har endnu sit første mål til gode for Wolfsburg, men han har allerede fået seks kampe i Bundesligaen, og derfor er der heller ingen rystende hænder hos Wolfsburg-manager Klaus Allofs, der var manden bag indkøbet af Bendtner.

- Vi kan ikke gøre det til en sensation, hver gang noget ændrer sig, siger manager Klaus Allofs.

- Vi er overbeviste om, at hvis vi får brug for det, kan han lave afgørende mål for os. Måske allerede på torsdag.

Her møder Wolfsburg russiske Krasnodar i Europa League, og det er starten på seks kampe på 19 dage for Volkswagen-klubben.