Chelseas fans overdængede banen med kasteskyts, da Manchester United scorede til 3-2 i gårsdagens Premier League-kamp på Stamford Bridge, og det kostede en af hjemmeholdets egne kontrollører en tur på hospitalet.

Opdateret tirsdag kl. 11.15

Der var drama for alle pengene, da Manchester United i går hev en kontroversiel 3-2 hjem på Stamford Bridge. Specielt målet til 3-2, hvor Javier Hernandez løb tilbage fra en offside-position, før han sendte bolden i nettet, fik sindene i kog, og det fik en af hjemmeholdets kontrollører at mærke på egen krop.

Målet blev nemlig scoret nede i den ende af banen, hvor Chelseas mest hardcore tilhængere hører til - The Matthew Harding Stand - og da 'Chicharito' scorede og Uniteds spillere jublede, begyndte diverse kasteskyts at flyve ind på banen.

Men i stedet for at ramme deres tiltænkte mål, gik det altså ud over en af deres egne kontrollører, der kort efter faldt til jorden. 

Chelsea vil dog endnu ikke bekræfte med sikkerhed, at det var fansenes handlinger, som var udslagsgivende.

- Vi undersøger rapporter om de genstande, der blev kastet på banen, eller andre ting der måtte have betydning, da kontrolløren faldt til jorden. Vi undersøger alle hændelser på det givne tidspunkt. Vores umiddelbare informationer går på, at han faldt og slog sit knæ, og at han så blev behandlet uden for banen. Han er nu blevet kørt på hospitalet, sagde en talsmand for klubben efter kampen til Skysports.