Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Michael Parkhurst er fritstillet i tyske Augsburg, og det har fået danske fodboldfans til tasterne på diverse fora i håbet om at få klubber som Randers, Esbjerg, Brøndby og FCN på banen.

Men forgæves. Der har været stor interesse for ham fra danske klubber, men amerikaneren har ifølge BT's oplysninger valgt at vende hjem til USA og MLS for at forfølge muligheden for at blive en del af det amerikanske VM-hold til sommer.

BT erfarer således, at Michael Parkhurst med succesrig fortid i FCN, de næste tre år skal spille for Columbus Crew i MLS.

Den amerikanske klub har allerede offentliggjort på deres hjemmeside, at Parkhurst fortsætter karrieren hos dem.

- Vi er glade for at tilføje en kvalitetsspiller som Michael til vores klub. Han er en topspiller, som straks vil få betydning både på og uden for banen. Michaels succes i MLS kombineret med hans erfaring fra Europa og med USA's landshold vil gøre ham til en værdiful spiller for vores hold, siger Columbus Crews sportsdirektør og træner Gregg Berhalter i en meddelelse.