Swansea-manager Michael Laudrup lurer på ny spansk mirakel-angriber

Inden transfervinduet for alvor vender fodboldverdenen på hovedet, vil Swanseas danske manager luge ud i rygterne, der omgiver hans spillertrup.

Det gælder særligt angriberen Danny Graham, der scorede i lørdagens sejr over Fulham, men som tidligere er blevet rapporteret væk fra klubben.

- Der har ikke været et købstilbud på Danny, men der er mange rygter, og om der er sandhed i nogle af dem, det ved jeg ikke, siger Michael Laudrup til avisen This is South Wales' hjemmeside.

Derfor bliver de sidste dage inden vinduet åbner brugt til at klarlægge, hvad spillerne selv ønsker.

- Jeg tager en snak med Danny, fordi jeg gerne vil vide, hvad han selv gerne vil. Det gælder også for alle de andre, der ikke spiller fast - Kyle Bartley, Garry Monk, Luke Moore, Mark Gower, Jazz Richards.

- Jeg tror ikke man behøver spørge dem, der spiller fast, om de gerne vil blive i klubben. Men det er meget vigtigt at vide, hvad de andre gerne vil, og jeg tager en snak med dem, når vi har mødt Aston Villa, siger Laudrup.

Wales-klubben spiller mod Aston Villa hjemme i Swansea den 1. januar klokken 16.

- Det er vigtigt for mig at vide, hvordan spillerne har det, og så tager vi den derfra, siger Laudrup om det forestående transfervindue.

Et vindue, der meget vel kan betyde frisk blod i Laudrups trup. I hvert fald bliver den spanske angriber Iago Aspas hårdnakket sat i forbindelse med Swansea. Den 25-årige Celta Vigo-topscorer, der ifølge mange betragtere banker på til det stjernebesatte landshold, er tilsyneladende på danskerens radar.

- Han er en god spiller, en dygtig angriber, der klarer sig godt, siger han.

- Jeg kender spilleren, men derfra og til at sige, at han skifter hertil, det er måske for stor en mundfuld at tage, lyder det fra Laudrup, der afslører, at spillet allerede er gået i gang.l

- Vi har en liste med spillere på alle positioner, som vi har lavet i løbet af de sidste tre-fire måneder.

- Man er nødt til at være forberedt, når vinduet åbner. Man kan ikke først begynde, når butikker åbner, og der sker en masse ting, lyder det fra Michael Laudrup.