UEFA har flyttet Champions League-kampen mellem FCK og Dnipro til den ukrainske hovedstad Kiev, hvor den spilles onsdag 30 juli. Det giver ledelsen meget kort tid til at få fly, hotel og andre praktiske ting på plads, mens fansene får meget svært ved at arrangere en tur for at heppe på favoritholdet.

Onsdag eftermiddag blev det officielt, at UEFA flyttede Champions League-kampen mellem Dnipro og FCK fra den østukrainske by Dnipropetrovsk til hovedstaden Kiev, der ligger længere væk fra de uroligheder, der plager det østlige Ukraine.

I FCK er man glad for beslutningen om at flytte kampen, men det giver samtidig også nogle nye problemstillinger for især ledelsen, der skal planlægge turen.

- Normalt ville vi mange uger forinden være helt forberedt, men på grund af at kampen er blevet flyttet, har vi kun en lille uge til at finde ud af alt det praktiske, såsom: Hvordan kommer vi afsted? Hvem flyver vi med? Hvor skal vi spise? Hvornår er der pressekonference? Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring, men vi klager ikke. Og det er jo langt hen ad vejen de samme problematikker, Dnipro slås med, siger Christian Wolny, pressechef i FCK, der kommer med flere eksempler på, hvordan det denne gang er markant anderledes.

- Normalt har vi også sendt personale ud i forvejen for at se på hoteller, stadion og andre praktiske ting. Sådan bliver det ikke denne gang, og det må vi bare acceptere. Det vigtigste er, at de problemer, der var i forhold til sikkerheden, er blevet løst. Alt det andet skal vi nok klare, siger han.

Tomme tribuner

Christian Wolny regner heller ikke med at se så mange medrejsende fans på grund af hele forløbet, og den påstand giver klubbens fanformand, Lars Thor Jensen, ham ret i.

- Forløbet har gjort det besværligt for mange fans, og man har ikke kunnet planlægge en flytur, som vi har gjort tidligere, fordi tiden er løbet fra os. Det vil helt sikkert være en årsag til, at det bliver svært at spotte FCK-fans i Kiev, siger han og gætter på, at der er mellem 0 og 100 fans, der tager turen til det uro-plagede land.

- Det er ikke så mange som tidligere, men det er ikke kun på grund af uroen i landet og den besværlige planlægning. Dnipro er ikke den mest sexede modstander, og jeg tror, mange fans venter, til holdet forhåbentlig møder en mere attraktiv modstander i næste runde, siger han.