14 personer, hvor ni af dem har forbindelse til det internationale fodboldforbund (FIFA), er blevet anklaget af FBI for at have svindlet og medvirket til korruption. Personerne er blevet anholdt for at have modtaget mere end en milliard kroner i bestikkelse over en 24-årig periode.

Men det er langt fra første gang, at FIFA bliver sat i forbindelse med bestikkelse og korruption. Især Sepp Blatter, som har været præsident i FIFA siden 1998, har haft adskillige anklager hængende over sit hoved. Gang på gang har præsidenten dog formået at få viklet sig ud af de tunge beskyldninger.

Ekspræsidenten svindler

Før Sepp Blatter blev præsident i FIFA, var det Joao Havelange, som regerede i verdens mægtigste fodboldforbund fra 1974 til 1998.

Sammen med sin tidligere svigersøn, Ricardo Teixeira, skulle Havelange have modtaget over 100 millioner kroner fra perioden 1992 til 2000.

En stor del af pengene kom fra virksomheden ISL, der var kendt for at markedsføre sport globalt. Blandt andet havde ISL et tæt samarbejde med den internationale olympiske komité, som Havelange også var en del af.

Foto: OLEG POPOV
Vis mere

Joao Havelange og Ricardo Teixeira blev erkendt skyldig i at have handlet moralsk og etisk forkert. Det betød, at Joao Havelange i 2013 måtte trække sig som ærespræsident i FIFA.

Sepp Blatter, som fungerede som stedfortræder under Havelange, prøvede angiveligt at undgå, at offentligheden fik fat i de oplysninger. En intern undersøgelse i FIFA erklærede dog, at Blatters handlinger bare havde været klodset.

FIFA's præsidentvalg i 1998

Svenske Lennart Johansson var Sepp Blatters modkandidat til FIFA's præsidentvalg i 1998. Johansson ville skabe økonomisk gennemsigtighed i FIFA, og han blev bakket op af Europa og Afrika.

Blatter havde dog en god kampagneleder, der hed Mohamed bin Hammam. Før valget i Paris skulle bin Hammam have bestukket afrikanske delegerede med 340.000 kroner. Blatter vandt valget med stemmerne 111-80.

Skandale med VM-billetter i 2006

Jack Warner, der har været præsident for CONCACAF - det amerikanske svar på UEFA - blev i 2006 hovedperson i en billetskandale. Hans hjemland, Trinidad og Tobago, kvalificerede sig til VM-slutrunden i Tyskland, og det ville præsidentens familie have billetter til.

Familien endte dog med at tjene næsten fem millioner på at videresælge billetterne til fans, da de havde sat prisen langt højere end den rigtige værdi.

Warner blev frikendt i en intern undersøgelse i FIFA, da organisationen mente, det var Warners sønner, der stod bag.

Præsidentvalget i 2011

Mohamed bin Hammam, der tidligere var Sepp Blatters trofaste støtte, stillede op som modkandidat. Valget så ud til at blive afgjort ved de amerikanske stemmer, og det prøvede Blatter at udnytte ved at bruge 6,5 millioner kroner af FIFA's penge på at bestikke CONCACAF.

Bin Hammam prøvede dog noget lignende ved at betale 300.000 kroner til hvert land i de caribiske øer. Nogle af landende sladrede dog til FIFA, og det fik bin Hammam til at trække sig kort før valget.

Efterfølgende sagde Mohamed bin Hammam til pressen: »Det er en yderst uheldig sag, men det er sådan, det er. Det er FIFA.«

Foto: AHMAD YUSNI
Vis mere

VM i Brasilien 2014

VM i Brasilien kostede landet mere end 70 milliarder kroner. Flere brasilianske politikere og embedsmænd havde dog brugt en del af pengene på sig selv.

Tusindvis af mennesker protesterede over de store summer penge, der blev brugt på turneringen, fordi de hellere ville have brugt dem på hospitaler og skoler.

Der var desuden adskillige rygter om personer, der var døde på grund af dårlige arbejdsforhold, da fodboldstadionerne skulle bygges.

Tildelingen af VM i 2018 og 2022

Den britiske avis The Sunday Times har afsløret, at både Rusland og Qatar fik tildelt slutrunderne i henholdsvis 2018 og 2022 på grund af korruption. Flere FIFA-medlemmer blev anklaget for at have handlet uetisk.

Derfor foretog FIFA endnu en intern undersøgelse, som viste, at de korrupte kandidater ikke havde nogen påvirkning på resultatet. Michael Garcia, der stod bag undersøgelsen, sagde efterfølgende sit job op, da han følte, at FIFA havde misforstået hans resultater. Rusland og Qatar skal dog fortsat stå for VM.

Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Kilde: CBS News