Hvilken Superliga-klub hentede flest målmænd, hvornår lukker transfervinudet egentlig i Finland og hvem var det lige, der lokkede Daniel Wass til Celta Vigo?

Herunder giver BT dig 25 ting, du burde vide om det netop overståede transfervindue. 

Transfervinduet lukkede ved midnat natten til tirsdag i Danmark, men der er stadig chancer for at komme til andre ligaer. I England lukker de først tirsdag kl. 19, i Skotland lukker de ved midnat natten til onsdag, finnerne lukker først onsdag, mens der i Rumænien er en hel uge tilbage. I Portugal kan de ikke få nok og lukker først 22. september kl. 18.00.

Transfervinduet blev et nødvendigt skridt ned for Lucas Andersen, der ikke havde udsigt til megen spilletid i Ajax. Han endte i Willem II på en et-årig lejeaftale.

Mens der blev handlet på livet løs op til deadline, kunne FCN glæde sig over, at man havde hentet Bruninho i god tid. Han har allerede scoret fem mål og er det mest scorende nyindkøb i denne sæson.

Det var først i 2002/03, at de transfervinduer, vi kender i dag, officielt blev indført og lagt ind under FIFA. Indtil da havde enkelte ligaer kørt med et sådant vindue.

Foto: PETER STEFFEN
Vis mere

Kevin De Bruyne er, siden han i 2012 forlod Genk for at tage til Chelsea, blevet handlet for samlet set næsten 800 millioner kroner på en fodboldrejse, der har taget ham over Wolfsburg og nu bragt ham til Manchester City ...men det gør ham stadig ikke til den sammenlagt dyreste spiller. Det er Ángel di María, der efter salgene fra Rosario til Benfica, til Real Madrid, til Manchester United og nu til Paris SG er blevet solgt for i alt 179 mio. euro - 1,33 mia. kroner.

De engelske regler om arbejdstilladelse har ikke været ubetydelige for Danmark i dette vindue. Først blev Rodolph Austin tilbudt Brøndby, da han alligevel ikke kunne få kontrakt i Sheffield Wednesday, og siden faldt handlen om Daniel Amartey mellem FCK og Leicester til jorden, fordi han heller ikke kunne få lov at spille i England.

Foto: Suzanne Plunkett
Vis mere

Harry Kane var potentielt et af de varmeste navne i engelsk fodbold, men han udtrykte stor loyalitet over for Tottenham, hvor han med egne ord har ambitioner om at blive en legende.

Magnus Eriksson, som er et af Brøndbys profilerede indkøb i denne sæson, kommer fra et mislykket ophold i kinesisk fodbold med bare syv kampe på et halvt år. Før det havde Eriksson spillet 60 kampe på to sæsoner for Malmö FF.

AS Monaco har solgt spillere for over en milliard kroner i dette transfervindue. Godt klaret.

AGF er den danske klub, der har købt flest udenlandske spillere i dette vindue. Hele seks var mandag eftermiddag kommet til klubben. De kommer fra Spanien, Irak, Island, Kroatien (to) og Serbien.

Selv om Ronnie Schwartz og Filip Novak gjorde, hvad de kunne ved at vælge nummer 64 og 70 på trøjen, er det stadig Quncy Antipas med nummer 80, der har Superligaens højeste trøjenummer.

Gai Assulin, som Troels Bech 'havde i kikkerten' i Brøndby, er også blevet tilbudt til Viborg og Sønderjyske - begge steder, mens Ole Hansen var sportschef. Han sagde nej begge gange.

OB blev den klub, der hentede flest målmænd i transfervinduet, da fynboerne hentede Michael Falkesgaard, Michael Tørnes og Maksym Koval.

Brøndby hentede også flere målmænd: Frederik Rønnow og Mads Toppel. Sidstnævnte trænede i Næsby og arbejdede 20 timer om ugen hos Freddy Hansens VVS, hvor Brøndby hentede ham. Uden at betale for overgangen.

Bjørn Paulsen tager ikke bare sin kæreste Lena, men også mopsen Albert med til Esbjerg. Det bliver formentlig en lidt mindre larmende ankomst til Vestkysten, end da Nicki Bille ankom tidligere på sommeren med kæresten Lykke Mai. Deres par-interview med Onside på 3+, hvor Bille sagde de berømte ord ’jeg elsker mig selv’, står stadig som en af sommerens mest omtalte historier.

Nicolas Anelkas fodboldrejse fortsætter. Manden, der har været omkring stort set alle fodboldens største adresser, blev i sommeren spillende manager i indiske Mumbai City.

Morten Olsen samlede mandag landsholdet i Helsingør, og han har nægtet spillerne i lejren at forlade hotellet for at lave kontrakter færdig.

Pierre-Emile Højbjerg blev mandag officielt lejet ud fra Bayern München til Schalke 04. Her får han nummer 23 - det er samme nummer, som Michael Jordan og David Beckham tidligere har båret. Og som Christian Eriksen har på ryggen i Tottenham.

Michael Krohn-Dehli spillede en vigtig rolle som Kirsten Giftekniv, da Daniel Wass skiftede til Celta Vigo. Ifølge Wass anbefalede landsholdskollegaen klub og spiller over for hinanden.

Manchester Uniteds målmand, David de Gea var så afgjort vinduets helt store uforløste transfer-saga.

Du har måske allerede glemt det, men det var også i dette transfervindue, Robin van Persie forlod Premier League, da han skiftede fra Manchester United til Fenerbahce efter 11 sæsoner og 144 mål i Arsenal og United.