Læserne på Vejle Amts Folkeblad har udpeget alle tiders VB-mandskab. Et væld af tidligere storspillere har haft deres hverdag i den østjyske traditionsklub.

Små 3000 har stemt, hvilket har givet følgende slagkraftige drømmehold. På flere positioner har der været ekstremt hård kamp om pladsen.

Målmand: Alex Nielsen

Højreback: John Sivebæk. Europamesteren fra 1992, der også har en fortid i Manchester United tager pladsen foran Johnny Hansen, der havde en glorværdig karriere i Bayern München, hvor han spillede sammen med koryfæer som Gerd Müller og Franz Beckenbauer. Her høstede han adskillige store triumfer.

Midterforsvaret: Her blev der plads til den tidligere Everton- og Real Madrid-stjerne Thomas Gravesen og Gert Eg, som fik klart flest stemmer.

Venstre back: Poul Jensen foran Torben Sørensen og Brian Steen Nielsen.

Højre midtbane: Her var der ingen tvivl. Europas bedste fodboldspiller anno 1977, Allan Simonsen.

Venstre midtbane: Heller ingen tvivl. Ulrik le Fevre.

Central midtbane: Her var der til gengæld hård konkurrence, men de to pladser gik til den tidligere Tipslørdag-vært Tommy Troelsen og Finn Christensen. På bekostning af blandt andre Ole Fritsen.

Angrebet: Helt i front har læserne af Vejle Amts Folkeblad valgt Steen Tychosen og Jørgen Markussen.