Samba-skurken fortryder nu sin usportslige handling ved 1-1 scoringen mod Nordsjælland.

Først var spillere og ledere i FC Nordsjælland i oprør. Så fulgte resten af Danmark trop i forargelsen. Og siden resten af verden.

Vreden var hele vejen rundt rettet mod den brasilianske angriber hos Shaktar Donetsk, Adriano, fordi han helt imod alle uskrevne regler i fodbold 'stjal' en fair play-tilbagelægning til FCN efter et spilstop og scorede til 1-1.

Flere hos Shaktar har efterfølgende undskyldt deres handling, omend de ikke mener, at det havde den store betydning for, at de vandt 5-2. Men Adriano selv har kun givet udtryk for, at han handlede på instinkt og egentlig var lige glad for alle sine tre mål i kampen.

Indtil nu. For onsdag åbnede UEFA en disciplinærsag mod Adriano for at forbryde sig på ånden i spillet. Og NU siger Adriano undskyld. 

- Jeg så ikke begyndelsen af episoden, fordi jeg havde ryggen til bolden og med ansigtet mod modstanderens mål. Jeg var i angrebet og så ikke, hvad der skete på vores banehalvdel, forklarer brasilianeren.

- Jeg var meget fokuseret på spillet og, da bolden landede i nærheden af mig og forsvareren ikke viste initiativ, tog jeg bolden, snød målmanden og scorede.

- Jeg er jo angriber. Senere efter at have analyseret en optagelse af episoden og efter at have talt med holdkammerater, forstod jeg, hvad der var sket, og jeg har totalt ændret min opfattelse af episoden.

- Jeg undskylder til alle fans og til UEFA. Noget lignende er aldrig sket for mig tidligere. Jeg har altid respekteret og vil altid respektere Fair Play-reglerne. endnu en gang. Jeg undskylder, og jeg lover, at det aldrig vil ske igen.

- Jeg vil være mere fokuseret og opmærksom på banen, og jeg vil underlægge mig reglerne om fair play, siger Adriano ifølge shaktar.com.