Cristiano Ronaldo har i denne Champions League-sæson lavet 16 mål. Det er næstflest af alle i en hel sæson. Rekorden? den har han selv med 17 mål.

Her er de spillere, der har scoret flest mål i en Champions League-sæson:

Cristiano Ronaldo, Real Madrid 2013/14

17 mål

Portugiseren var fuldstændig suveræn, da Real Madrid vandt ’La Decima’ – den tiende Champions League-titel i klubbens historie. Ronaldo scorede kun et mål i finalen, men han havde bombet løs indtil da.

Cristiano Ronaldo, Real Madrid 2015/16

16 mål

Ronaldo har igen været ustoppelig foran målet. Han har brugt 11 kampe på at nå de 16 mål, der er fordelt på syv modstandere, og Ronaldo har på vejen mod årets topscorertitel noteret sig for tre hattrick.

Lionel Messi, Barcelona 2011/12

14 mål

Barcelona nåede ikke til finalen, men Messi blev alligevel kronet som målkongen det år. Det takker han nok især Leverkusen for, for han scorede fem mål i 7-1-nedsablingen af tyskerne i 1/8-finalen.

Cristiano Ronaldo, Real Madrid 2012/13

12 mål

Superstjernen holdt et helt okay målsnit med et mål pr. kamp i sine 12 optrædener, men kun to af målene var kampafgørende. Det var i gruppekampen mod Manchester City og 1/8-finalen mod Manchester United.

Mario Gomez, Bayern München 2011/12

12 mål

Den tyske bomber blev dette års Champions League-mesters topscorer, men han havde det allerbedst på hjemmebane. 11 af hans 12 kasser blev nemlig scoret hjemme på Allianz Arena i München.

Lionel Messi, Barcelona 2010/11

12 mål

På historiens måske bedste vinderhold med stjerner som Iniesta, Xavi og Dani Alves på toppen af deres karrierer var Messi superstjernen. Som ’falsk nier’ vandrede Messi rundt indtil chancen bød sig – ofte.

Ruud van Nistelrooy, Manchester United 2002/03

12 mål

Milan vandt det hele, men det var ikke Nistelrooys skyld. Hollænderen bidrog med 12 turneringsmål, men det var ikke nok, da (den ægte) Ronaldo lavede hattrick i kvartfinalen og blev klappet ud af Old Trafford.