Når iranske Riza Parastesh går ud for at handle, går der sjældent mere end et par minutter, før der har samlet sig en længere kø af folk, der vil have selfies med den lille iranske mand.

Og det er der en helt bestemt forklaring på. Riza Parastesh ligner nemlig - i nærmest uhyggelig grad - verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi. Ligheden er å markant, at iraneren i dag tjener godt på at ligne den argentinske bold-troldmand.

I et interview med iranske Press TV fortæller Parastesh, at det var hans fars støtte, der gjorde. at han endte med at springe ud som officiel Messi-dobbeltgænger.

»Min far støttede mig den første gang, hvor jeg helt seriøst besluttede at tage et foto med fodboldtøj på og introducere mig selv som Messis dobbeltgænger. Gør det, sagde han.«

Men farmand Parastesh var knapt så støttende, da Lionel Messi i 2014 sendte Iran ud af VM-slutrunden i Brasilien.

»I kampen mellem Iran og Argentina scorede Messi i de sidste minutter, hvilket gjorde, at Iran røg ud af turneringen. Min far er stor fodboldfan, og han ringede og sagde, at jeg ikke skulle komme hjem den aften, fordi han troede, at det var mig, der scorede det mål. Han lod mig simpelthen ikke komme hjem.«